Peter Engberg indtræder i LD-bestyrelse

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har udpeget tidligere topchef i Nykredit Peter Engberg Jensen til bestyrelsen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD).

Lønmodtagernes Dyrtidsfonds bestyrelse blev sidste år reduceret fra 21 til 7 medlemmer. Fra 1. april indtræder Peter Engberg Jensen i bestyrelsen. Det skriver LD i en pressemeddelelse. Peter Engberg Jensen var indtil september 2013 administrerende direktør for Nykredit koncernen. Han indtrådte i direktionen for Nykredit i 1997 fra en stilling som direktør i Danske Bank, og i 2006 blev han administrerende direktør for hele Nykredit koncernen. Siden han forlod posten i Nykredit har han beskæftiget sig med bestyrelses- og udvalgsarbejde. I januar 2014 blev han af regeringen udpeget til formand for det udvalg, der skal fastsætte principper for ejendomsvurderingerne og dermed grundlaget for beskatningen af boligejerne. Peter Engberg Jensen erstatter Hans Ejvind Hansen, som har ønsket at udtræde efter mange år med topledelse og bestyrelseserhverv i både bank, forsikring og realkreditvirksomheder. Bestyrelsen sammensættes af fire medlemmer, som udpeges efter indstilling fra hovedorganisationerne for lønmodtagere, samt tre medlemmer, der udpeges direkte af beskæftigelsesministeren. LDs bestyrelse består fra 1. april 2014 Harald Børsting, formand for LO, Lizette Risgaard, næstformand for LO, Bente Sorgenfrey, formand for FTF, Martin Teilmann, direktør i Akademikerne, som er udpeget af efter indstilling fra hovedorganisationerne samt Torben M. Andersen, professor ved Aarhus Universitet, Ane Arnth Jensen, direktør for Realkreditrådet, og Peter Engberg Jensen, direktør, som er udpeget direkte af beskæftigelsesministeren.
Forrige artikel Pernille Bloch spidskandidat i Vestjylland Næste artikel KL-formand indtræder i Kattegatkomitéens formandskab