Pernille Skipper: Jo, politik er en popularitetskonkurrence. Og SVM-regeringen taber
(Foto: Arthur J. Cammelbeeck)
Partier i krise insisterer altid på, at politik ikke er en popularitetskonkurrence. Men den dårlige nyhed for regeringen er, at det er løgn. Tillykke med fødselsdagen, skriver Pernille Skipper.
Der er ikke ligefrem kø blandt danskerne for at ønske Regeringen et hjerteligt tillykke med det første år.
Man skal have levet under en sten, hvis man ikke har opdaget, at de tre regeringspartier får nogle helt absurd dårlige meningsmålinger. Og det er ikke nyt. Det har de fået nærmest fra første dag.
Og selvom Mette Frederiksen forsøger at slå målingerne hen som ”popularitetskonkurrencer”, er socialdemokraterne mindst lige så meget i krise som alle andre partier i dansk politik.
For politik ER en popularitetskonkurrence, og vælgerne er ikke dumme nok til at blive forført af fortællinger. Det, socialdemokraterne mangler, er en klar retning, populære politiske resultater og en tydelig leder.
Hun var vanvittigt populær som vores alles landsmoder under corona-krisen. Og hun var god til det. Danskerne rykkede sammen. Der var brug for og opbakning til en stærk leder.
Men den krisestemning er der ikke nu. Væk er inflationen og den økonomiske utryghed. Ukraine er rykket i baggrunden. Og bombardementer i Gaza skaber langt fra det sammenhold, som hun stillede sig i spidsen for under pandemien. Tværtimod. Hun kan ikke forlige sig på de samme evner og den samme hårde tilgang.
Hvornår har Mette Frederiksen så sidst været tilnærmelsesvist lige så populær? Det var da hun omkalibrerede socialdemokraterne efter Thorning-tiden.
{{toplink}}
Partiet rykkede til venstre på økonomi, velfærd og omfordeling og til højre på udlændingepolitikken. Man kan lide det eller ej – jeg har ikke altid kunnet lide det. Men det er sandheden. Og den tid var kendetegnet ved et meget klart, tydeligt politisk projekt fra Mette Frederiksens side. Hun vidste, hvad hun ville, hun sagde det, og man troede på hende.
Det er kort sagt, når Socialdemokraterne er klare og tydelige, og Mette Frederiksen har vist en vej frem, at hun har været mest populær og bedst i stand til at samle et flertal bag sig.
Problemet med hendes midterregering – uagtet om man så mener, at vælgerne burde have forudset det hele eller ej – er at den ikke viser en samlende vej frem.
Regeringspartierne forsøger igen og igen at italesætte projektet som det samlende og brede, som alle kan være med i. Men i virkeligheden stritter det i alle retninger, og færre og færre kan se sig selv i det.
Og Mette Frederiksen ved det også godt selv. Hun påpeger selv overfor Altinget, at socialdemokraterne har svært ved at begejstre, og at det nok er en del af problemet bag de dårlige målinger til partiet.
Hun mener, at det er fordi kompromiserne i en flerpartiregering indgås, før udspillene bliver fremlagt, og derfor er det mere utydeligt, hvad det enkelte parti mener. Jeg tror, hun undervurderer vælgerne.
For Socialdemokraterne har skiftet kurs siden 2019-22-perioden, hvor Mette Frederiksen havde størst opbakning. Væk er opgøret med ”omprioriteringer og effektiviseringer” i den offentlige sektor.
Væk er snakken om, at skattelettelser i toppen ikke får folk i arbejde – nu er arbejdsudbud ligefrem den nye valuta. Væk er al snak om tryghed for den hårdtarbejdende Arne og alle hans venner.
Hun kan godt gå og mene det samme derhjemme i dag, som hun gjorde offentligt dengang. Det ved jeg ikke noget om. Men hvis vælgerne hverken hører det eller ser det, er det jo lige meget. Især når det så slet ikke er, hvad der føres ud i livet.
Regeringen laver såmænd masser af politik. Det kan man ikke tage fra dem. Wammen kaster på strålende vis brede aftaler ud af glasdøren som en anden pizzabager, der slynger dej ind i ovnen.
Men regeringspartierne er aldrig enige om, hvad aftalerne betyder, hvor det peger hen, eller hvem der har æren. Og ofte modarbejder de reelt hinanden i deres fortællinger:
De er ikke enige om, om folkeskoleudspillet handler om at hjælpe de børn, der har svært ved det boglige, som socialdemokraterne siger, eller om det er en afbureaukratiseringsøvelse, som Venstre mener.
De er ikke enige om, om skattereformen handler om skattelettelser i topskatten eller i bunden. Og når de så også har to oppositioner – en til hver side i folketingssalen – får de heller aldrig nogensinde hjælp af de partier, som deres vælgere har som andet valg.
Med andre ord: De er konstant alene om deres fortælling, og så er der ingen der kan høre, hvad de siger.
{{toplink}}
Alle partier med dårlige meningsmålinger har forsøgt sig med den kommunikative finte at kalde dem ”popularitetskonkurrencer”, som statsministeren også forsøger nu.
Det er en klassiker faktisk. På den måde kan man altid få opgangstider til at handle om substans og ens egne evner, hvorimod nedgangstider altid handler om, at vælgerne bare ikke har forstået, hvor god man er.
Men i bund og grund er det bare snak, for selvfølgelig er politik en popularitetskonkurrence. Det er jo demokrati. Den mest populære vej frem vinder.
Og selvom Mette Frederiksen siger, at hun ikke forventer kærlighed, så har hun brug for den.
Hvis hun skal vinde konkurrencen om den mest populære vej frem, skal man som minimum selv være klar over, hvad den er.
Mette Frederiksen bliver nødt til at finde et politisk projekt, hun selv tror på, og som vælgerne også tror nok på til at stemme på og blive begejstret af. Og midterregeringen er helt tydeligt ikke svaret.
{{toplink}}
Thomas Larsen: Derfor har Mette Frederiksen ret i, at det er for tidligt at skrive regeringens nekrolog
Italiens store problem med partnerdrab er lige så meget Danmarks
