Per Ingdal stopper i Aller

Udgiverdirektør i Aller Per Ingdal trækker sig fra sin stilling i kølvandet på Se og Hør-skandalen.

Per Ingdal har været på barselsorlov fra sin stilling som udgiverdirektør i Aller siden 6. maj. Nu har han meddelt administrerende direktør Pål Thore Krosby, at han ønsker at fratræde sin stilling. Det sker i kølvandet på hele Se og Hør-skandalen om de journalistiske metoder på bladet. "Det er med stor vemod, at jeg forlader Aller Media A/S. Virksomheden, bladene og rigtig mange af koncernens medarbejdere har jeg haft et fortrinligt samarbejde med i mange år. Men de seneste ugers afsløringer af Se og Hørs arbejdsmetoder har blotlagt, at der er blevet brugt journalistiske metoder på Se og Hør, som jeg i min egenskab af udgiverdirektør ikke kan stå inde for. Når jeg samtidig har været konstitueret chefredaktør for Se og Hør i en kort del af den periode, hvor metoderne er blevet brugt, må jeg påtage mig min del af ansvaret. Dette gælder, selvom jeg ikke var vidende om, at disse metoder blev anvendt," siger Per Ingdal i en pressemeddelelse. Per Ingdal har været ansat i Aller Media A/S i 22 år, og han har gennem de seneste 12 år været en del af direktionen. Han var i en periode konstitueret chefredaktør for Se og Hør, imens bladet angiveligt har brugt ulovlige metoder til at skaffe oplysninger om kendte og kongelige fra den såkaldte tys tys-kilde. Oplysningerne kom frem i bogen 'Livet det forbandede', der er skrevet af den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen. Bogen betød blandt andet, at politisk kommentator på TV 2 Henrik Qvortrup i april forlod sin stilling efter debat om hans fortid som chefredaktør for Se og Hør. Aller har iværksat en uvildig undersøgelse af forholdene omkring Se og Hør. Rapporten er endnu ikke færdig. "Jeg kender endnu ikke til konklusionerne i rapporten, men jeg ser frem til at læse den. Jeg føler mig overbevist om, at rapporten kommer til bunds i, hvad der er foregået på Se og Hør, og herunder at min rolle bliver belyst. Men for mig er rapporten heller ikke det afgørende i denne sag. Det afgørende er, at jeg med min beslutning tager min del af ansvaret for, hvad der er foregået i Aller Media A/S inden for mit ansvarsområde," siger Per Ingdal i en pressemeddelelse.
Forrige artikel Trine Mach valgt som FT-kandidat Næste artikel DF'er smidt ud af Middelfart Byråd