Paula Larrain: I sidste ende skyder vi dem da bare – eller hvad?
Kommentar
Paula Larrain | |
Print
KLUMME: Det moralske forfald og tidens tankeløshed mødes i skønneste forening omkring et folketingsmedlems nøgterne løsning på flygtningekrisen, skriver Paula Larrain.
Tillad lige dig selv at reflektere et øjeblik over, hvad der ligger i et varselsskud mod både fyldt med flygtninge – mennesker af kød og blod, med hver deres liv, følelser og historie. Små børn med bittesmå gummisko, ængstelige mødre, grædende mænd.
Meningen er ikke mudret eller afhængig af en semantisk fortolkning af skud kontra varselsskud. Meningen er, at hvis vi ikke vil have dig ind, og du alligevel forsøger, så dræber vi dig og dine børn.
Udtalelserne fra Kenneth Kristensen Berth (MF) kan ikke tolkes på andre måder – lige meget hvor længe Søren Espersen forsøger at spinne DF ud af dem.
Der er ingen forskel på, om skud er for at varsle eller for at dræbe, for med et varsel giver man blot et forhåndsløfte om, at det er nøjagtigt, hvad man har tænkt sig: Hvis du ikke makker ret: Så dræber vi dig!
Hvis du ikke tager mit ord for det, så læs her ordene fra en dansk militæranalytiker med operativ erfaring i den danske flåde.
Følger man logikken, at disse trusler om at dræbe skal kunne stoppe flygtningestrømmen, så skal man skyde rigtig mange, for at det skal virke afskrækkende på mennesker, der i forvejen flygter fra at blive skudt eller bombet.
Prøv at sætte dig i den flygtendes sted: Hvad giver dig som flygtning de bedste overlevelseschancer? Assads og Putins bomber eller europæiske militærfolks tøvende skud? Kyniske menneskesmuglere eller professionelle europæiske militærfolk med tøvende skud?
Medmindre man bruger alle sine militære kræfter og bomber alle flygtningebådene væk fra overfladen, vil Kristensen Berths bud på en løsning ikke have nogen effekt.
Tilbage står, at man overhovedet når derhen i sin tankerække, hvor man seriøst ser det som en mulighed at beskyde civile, mænd, kvinder og børn.
Og for hvad? For at forsvare den rigdom og sikkerhed, som nødlidende gerne vil søge tryghed i?
Lad mig pensle det helt ud: Kristensen Berth og dem, der synes, han har "fat i noget", er parat til at skyde en familie med børn for at forsvare vores samfund. Er du enig i, at vi skal derhen? Er det, hvad du synes vores militær og politi skal gøre, for at du kan sove trygt om natten?
Ja, jeg er ked af, at man skal derud for at forklare betydningen af, hvad den pågældende politiker siger. Berth – og hans partifæller – vil formentlig blive fornærmet over denne udpensling, men er den ikke helt fair?
De mennesker, som sidder i bådene, er ikke militærfolk i uniformer. Det er ikke kombattanter. Det er familier på flugt. Begynder man at skyde på dem – med varselsskud forud eller ej – har man ikke bare overtrådt international lov og ret, men selvfølgelig også den moral, vi har bygget vores samfund på.
Det er ikke en lillebitte ting. Det er ikke bare en holdning ligesom så mange andre. Et lille kuriosum i en debat, hvor alle holdninger er lige gode.
Det er en fuldkommen uhørt holdning, og det er der naturligvis en grund til. For det, vi "forsvarer", er ikke bare territorier. Vi forsvarer et menneskesyn, der adskiller sig fra både Putins og Assads ved faktisk at stille alle mennesker lige. Ved at værdsætte alle individuelle menneskeliv. Sorte, brune som hvide.
De mennesker, der risikerer livet ved at sejle over for at søge tryghed hos os, er mennesker ligesom dig og mig. Og jeg kunne i hvert fald aldrig drømme om at skyde min nabos børn, hvis de i en nødsituation kom ind til mig for at søge mad og ly. Kunne du? Ville du dele det sidste brød, du havde med det barn? Jeg ville dele. Det er sådan, vi opdrager vores børn.
Det føles virkelig underligt at skulle understrege noget så evident, men når kommentatorer begynder at lege kontra ved at imødekomme Kristensen Berths idé, er der et eller andet ravende galt. Hvad er det, vi er i færd med? Hvem er fårene, og hvem er bukkene? Hvad vil vi stå tilbage med på den sidste dag?
Der er skrevet tykke bøger af moralfilosoffer, som har beskrevet det dilemma i detaljer. Jeg er ikke abonnent på Thomas Hobbes filosofi. Jeg tror, at enkelte mennesker på den yderste dag kan sætte eget liv over andres. Fordi vi er mere end vores naturtilstand. Hvis vi beslutter os for det.
Hvis du vil have en genvej til diskussionen, så se eller gense filmen The Road. Der findes mennesker, der skyder andre for at overleve.
Og så findes der heldigvis også andre mennesker.
----
Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidl. jourhavende på Berlingskes udlandsredaktionen, diplomatisk korrespondent og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder og klummeskribent.
Cordua: Anders Trump, amatør-Thyra, og ronkedoren i K-udvalget
Flemming Chr. Nielsen: Danmarkskanon i jubelbad
