Partihop: Tidligere partileder forlader Sverigedemokraterna

Den tidligere partileder for Sverigedemokraterna og nuværende medlem af Riksdagen Mikael Jansson forlader partiet. Han skifter til det nystartede Alternativ för Sverige (AFS).

Mikael Jansson forlader Sverigedemokraterna (SD) til fordel for det nystartede Alternativ för Sverige (AFS), skriver Altinget: Sverige, efter Expressen erfarede partiskiftet tidligt mandag. Dermed bliver Mikael Jansson den tredje sverigemokrat, der forlader partiet til fordel for AFS.

Men han bliver dog næppe den sidste, i hvert fald hvis man skal tro lederen af AFS, Gustav Kasselstrand, der siger til Altinget, at han er i kontakt med flere sverigedemokrater, der også overvejer at skifte til AFS:

“Jeg ved stort set alt, der foregår i partiet [Sverigedemokraterna, red.]. Jeg har mine tentakler lidt rundt omkring i Sverigedemokraterna,” udtaler Gustav Kasselstrand.

Mikael Jansson var partileder for Sverigedemokraterna fra 1995 til 2005, hvor Jimmie Åkesson overtog stafetten som leder af partiet.

Med Mikael Jannsons skifte til AFS, går det fra ondt til værre for Sverigedemokraterna, der i forvejen har sagt farvel til seks medlemmer af Riksdagen i indeværende rigsdagssamling. Det er det højeste antal nogensinde for noget svensk parti og tre flere end Ny Demokratis tidligere 'rekord' fra perioden fra 1991 til 1994.

AFS holder pressemøde klokken 14., hvor det forventes, at Mikael Jansson bliver præsenteret som nyt partimedlem.

Forrige artikel Øjvind Vilsholm (EL) skal i Folketinget Næste artikel Fire kunstnere får livslangt tilskud fra Statens Kunstfond