Partier vil have gammelt krav om adgang til DR’s arkiver indfriet, men regeringen tøver: “DR skal ikke være et museum over tidligere produktioner”

Konservative og Enhedslisten vil have indfriet et syv år gammelt krav om at give befolkningen digital adgang til DR’s arkiver. Regeringen anerkender kravet, men vil sikre en balancegang, så DR ikke mister konkurrencefordele over for streamingtjenester.

Befolkningen skal have adgang til DR’s arkiver gennem et digitalt programarkiv.

Det krav blev DR pålagt for syv år siden i det forhenværende medieforlig. Men “en tilfredsstillende løsning om et søgbart programarkiv for befolkningen” blev aldrig fundet, og i 2019 valgte daværende kulturminister Joy Mogensen (S) at sætte kravet i bero indtil næste medieforlig, der nu er lige rundt om hjørnet.

Og her står både Konservative og Enhedslisten klar til at kæmpe for, at det gamle krav til DR kommer med i den nye aftale.

“Det er tosset, at der ikke er andre, der kan få glæde af offentligt betalte materialer, og jeg ved, det har været et stort ønske hos danskerne og branchen derude,” siger Birgitte Bergman, der er medieordfører for Konservative.

Samme melding lyder fra den anden side af fløjene hos Enhedslistens medieordfører.

“Det er åbenlyst, at DR’s arkiver skal være tilgængelige,” siger Søren Søndergaard.

Når regeringen skyder medieforhandlingerne i gang, skal Folketingets partier ikke regne med, at man vil tage udgangspunkt i tidligere medieaftaler, siger Kasper Sand Kjær, der er medieordfører for Socialdemokratiet.

“Der er ikke noget i den tidligere medieaftale, som har en særlig ret, når vi skal lave en ny aftale. Vi lægger et medieudspil på bordet, og det vil være regeringens udgangspunkt til forhandlingerne,” siger han.

Man skal sikre en balancegang

Selvom han ikke vil tage udgangspunkt i det gamle medieforlig, anerkender Kasper Sand Kjær præmissen for, at befolkningen skal have adgang til programarkiverne.

“Der er meget rimelighed og fornuft i, at det er tilgængeligt, da vi alle sammen har været med til at betale indholdet.”

Hos DR anerkender man også, at mediehusets arkiver har relevans for befolkningen.

“Arkivet består af cirka fire millioner klip og udsendelser, der samlet set har en stor værdi og relevans. Både for den enkelte dansker, men også for samfundet som helhed,” siger Mette Skou Lauridsen, der er afdelingschef for DR Jura under indkøb og rettigheder.

Kasper Sand Kjær understreger dog, at det er vigtigt for regeringen “at finde en balancegang”.

“Vi skal forholde os til, at vi i stigende grad har brug for at skabe de rigtige rammer og vilkår for et DR, der skal kunne tage kampen op mod udenlandske streamingtjenester, der udfordrer det fælles danske indhold,” siger han.

Hos Konservative står Birgitte Bergman fast på, at det er “et beskedent krav” til DR, da man “poster milliarder af penge i dem”. Samtidig understreger hun, at det er vigtigt for befolkningen at få adgang til materialer, de selv har betalt for.

“Det er dødhamrende ærgerligt, at det skal ligge og forputte sig på en støvet hylde,” siger Birgitte Bergman.

Fordele ved at kunne kuratere indhold

Ifølge DR er deres arkiv så stort, at det ikke nødvendigvis er den bedste løsning at offentliggøre det hele på en gang på en af deres platforme.

“Konkret foreslår vi, at DR stiller arkivindholdet til rådighed for danskerne, når det redaktionelt giver mening, og når det har samfundsmæssig interesse,” siger Mette Skou Lauridsen.

Her fremhæver Mette Skou Lauridsen dronningens 50-års jubilæum som et eksempel på, hvornår det kan give god mening at hive gamle udsendelser op af gemmekassen og gøre dem tilgængelige i en periode.

“Det er vores erfaring med formidling af arkivindhold fra DRTV, at denne løbende udvælgelse er med til at højne danskernes brug af det historiske indhold,” siger hun.

Samme pointe har Kasper Sand Kjær, der ser det som en konkurrencefordel for DR at kunne kuratere sit indhold. Desuden understreger han, at grunden til, at man skal revurdere det gamle krav, er, at der siden er sket en drastisk udvikling i mediebilledet.

“Virkeligheden er, at både teknikken og udviklingen i streaming-tv har overhalet de tidligere aftaler, der er lavet. Derfor er vi nødt til at lave noget, der passer til den virkelighed, vi har i dag,” siger han.

{{toplink}}

En række tekniske udfordringer

Det er i løbet af årene blevet tydeligt for Søren Søndergaard, at det er “lettere sagt end gjort” at opbygge et tilgængeligt programarkiv med DR’s produktioner.

Og der er da også en række tekniske foranstaltninger, som har spændt ben for arbejdsprocessen, siger DR.

“Det er ikke gratis at stille arkiverne til rådighed. Det kræver både den nødvendige IT-infrastruktur og løbende betaling til rettighedshavere for tilrådighedsstillelsen og brugen af arkiverne,” siger Mette Skou Lauridsen.

Hun pointerer, at DR ikke har de fulde rettigheder til alle programmerne, og der derfor vil være omkostninger i forbindelse med det.

Derudover er det helt centrale spørgsmål ifølge Enhedslistens medieordfører, om det bør være DR, der har ansvar for at opbygge arkivsystemet.

“DR har sagt tidligere sagt, at de ikke synes, de er de bedste til det. Den diskussion vil vi rigtig gerne tage,” siger Søren Søndergaard.

Han er åben for ideen om, at Det Kongelige Bibliotek eller andre aktører, der har erfaring med arkivering, kan inddrages i processen.

Samme tanke har man haft hos DR, hvor man efter dialog med Det Kongelige Bibliotek har foreslået en todelt arkivløsning, hvor Det Kongelige Bibliotek får ansvaret for at stille det samlede programarkiv til rådighed, mens DR kan stille gamle arkiver til rådighed, når “det giver redaktionel mening”.

Spørger man Kasper Sand Kjær, kan de tekniske udfordringer, det indebærer for DR at stille arkivet til rådighed, også ende med at tage fokus fra mediehusets kerneopgaven.

“DR er ikke et museum over tidligere produktioner. Det skal være en moderne medievirksomhed, der producerer indhold i allerhøjeste niveau, og det er deres vigtigste opgave.”

Forrige artikel Gense udenrigsministeren i debat om regeringens nye udenrigsstrategi Gense udenrigsministeren i debat om regeringens nye udenrigsstrategi Næste artikel Ny gruppeledelse er på plads i DF Ny gruppeledelse er på plads i DF