Partier syvdobler annonceudgifter efter nye støtteregler

VÆKST: Folketingspartierne brugte i 2017 væsentligt flere penge på at reklamere for deres politik, end de har gjort i de forgangne ti år. Og det er ikke tilfældigt, lyder vurderingen.

Der bliver brugt flere penge på partiplakater i gadebilledet, politiske annoncer på de sociale medier og videoreklamer på biograflærredet.

Nye udregninger foretaget af Altinget viser, at partierne i det seneste gruppestøtteregnskab fra 2017 har øget udgifterne til posten ”annoncer og tryksager”, der blandt andet indebærer plakater, pjecer og annoncer.

Udgifterne til posten steg med cirka 600 procent fra knap 1 million kroner i 2016 til knap 7 millioner kroner i 2017 − til sammenligning steg gruppestøtten kun med cirka 37 procent, sådan at partierne i 2017 fik udbetalt knap 174 millioner kroner.

På den baggrund må det forventes, at udgifterne til området i 2018 og 2019 bliver endnu højere, vurderer Lars Midtiby, som er tidligere mangeårig partisekretær i Socialdemokratiet:

”Min forventning er helt klart, at 2019-kampagnen bliver den dyreste i danmarkshistorien,” siger han til Altinget.

Udgifterne til tryksager og annoncer fylder også mere i partiernes gruppestøtteregnskaber. Fra 2007 til 2016 satte folketingsgrupperne kun mellem 0,6 og 1,1 procent af deres samlede gruppestøtteudgifter af til annoncer og tryksager, inden tallet tog et markant spring op til 4,4 procent i 2017.

Finansieret af skattebetalt gruppestøtteændring
Ved udgangen af 2016 bevilligede et bredt flertal sig selv 52 millioner kroner ekstra i gruppestøtte og lempede samtidig reglerne for anvendelsen af de skattebetalte penge.

Og den markante udvikling i annonceudgifterne kan i høj grad tilskrives ændringen af gruppestøttereglerne, vurderer Benny Damsgaard, der fra 2013 til 2016 var kommunikationschef for Konservative.

”Gruppestøttemidler har først og fremmest fungeret som støtte til mandskab, men med de nye regler må man nu også bruge dem til at hyre ekstern hjælp i form af konsulentbistand − og tydeligvis også til annoncering,” siger han til Altinget.

Det var kun Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der i 2016 stemte imod eksperttilskuddet på 52 millioner kroner. Samtlige folketingspartier ansøgte dog og fik deres andel i 2017, men en tredjedel af pengene blev ikke brugt. 

Gruppestøttemidlerne må ikke bruges til at føre valgkamp, men eksperter vurderer alligevel, at udgifterne kan være valgrelaterede og derfor befinder sig i en gråzone. Læs mere på Altinget: christiansborg, hvor du også kan se eksempler på, hvilke kampagner der ligger på kanten, og få mere baggrund og indsigt.

Forrige artikel Prøv quizzen: Hvor godt kender du kvinderne i dansk politik? Prøv quizzen: Hvor godt kender du kvinderne i dansk politik? Næste artikel ”Hyklerisk og bekymrende”: Statens konsulentforbrug er vokset med halvanden milliard under Løkke ”Hyklerisk og bekymrende”: Statens konsulentforbrug er vokset med halvanden milliard under Løkke