Pape udfordrer Ellemann som statsministerkandidat: "Jeg mener, at jeg vil være den bedste til jobbet"

Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, vil være statsminister i Danmark, hvis det ender med et borgerligt flertal efter valget. "Der er ikke partier, der har patent på at stille med en statsministerkandidat," siger han på et pressemøde.

Det har været en af dansk politiks største offentlige hemmeligheder i en rum tid.

Men mandag formiddag blev det omsider officielt, at den konservative formand, Søren Pape Poulsen, går efter at blive statsminister i Danmark.

“Vi skal passe på Danmark, vores værdier og identitet. Det går jeg til valg på, og det gør jeg som statsministerkandidat,” sagde Søren Pape Poulsen på et pressemøde, der var henlagt til tagterrassen på Christiansborgs Ridebane.

“Når man har de ambitioner, mener jeg, at det er det rigtige at sætte sig for bordenden. Det er derfor, jeg gerne vil være statsminister. Jeg vil tage ansvar for helheden, og jeg kan samarbejde, og jeg mener, at jeg kan få enderne til at mødes,” lød det videre.

Søren Pape vil stå i spidsen for en regering, der ene og alene hviler på borgerlige mandater, slog han fast.

"Vi skal have en borgerlig statsminister, og vi skal have det på borgerlige stemmer."

Desuden mener han, at den fremtidige borgerlige statsminister bør være den, der har flest mandater bag sig – og ikke den, der får flest stemmer fra vælgerne.

"Får vi et borgerligt flertal, vil jeg prøve at overbevise et flertal af de borgerlige mandater om, at jeg skal være statsminister. Jakob (Ellemann-Jensen red.) vil gøre det samme, og så må vi se, hvor det ender," lød det.

Bedste til jobbet

Dermed er der lagt op til en historisk valgkamp, hvor både Søren Pape Poulsen og Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har meldt sig på banen som det borgerlige bud på et alternativ til statsminister Mette Frederiksen (S).

“Jeg mener, at jeg vil være den bedste til jobbet. Ellers skulle jeg jo ikke melde mig. Der er ikke partier, der har patent på at stille med en statsministerkandidat. Det har Konservative ikke gjort i mange år. Jeg mener, det er tid nu. Men det vigtigste er, at vi får en borgerlig regering og vælter Mette Frederiksen.”

Han ser det ikke som et problem, at der er nu er to kandidater at vælge imellem i blå blok.

“Det tror jeg godt, vælgerne kan overskue. Jeg tror godt, de kan forholde sig til, at der er to, der har meldt sig. Og så må vi se, hvad de øvrige partier i det borgerlige Danmark siger.”

Meldingen kommer i kølvandet på en valgperiode, der har været præget af vedvarende spekulationer om, hvorvidt Søren Pape Poulsen var et reelt bud på en borgerlig statsminister.

Det skyldes, at Konservative i en årrække har gjort Venstre rangen stridig som det største borgerlige parti meningsmålingerne. I Epinions seneste meningsmåling er Venstre dog et par procentpoint foran Konservative. Andre målinger tegner et billede, der er mere lige.

Den rette erfaring

Den nyslåede konservative statsministerkandidat har en fortid som borgmester i Viborg Kommune. Han har været formand for Konservative siden 2014, hvor han overtog posten fra Lars Barfoed. Ved hans første valg som formand i 2015 fik partiet 3,6 procent af stemmerne.

I 2016 gik Søren Pape Poulsen og Konservative med i Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering. Den konservative formand blev justitsminister.

Ved valget i 2019 fik Konservative 6,6 procent af stemmerne. I Altingets seneste Epinion-måling står Konservative til 11,5.

Søren Pape Poulsen mener, han har "den rette erfaring fra både politik og arbejdsmarked".

"Jeg har 18 års erhvervserfaring udenfor Christiansborg, og jeg har derudover skullet få velfærden og det brede samarbejde til at fungere som borgmester i en af landets største kommuner. Jeg har ministererfaring, og jeg har siddet i den tidligere regerings ledelse,” lød det fra Pape.

Forrige artikel Dagens overblik: Søren Pape Poulsen indkalder til vigtigt pressemøde Dagens overblik: Søren Pape Poulsen indkalder til vigtigt pressemøde Næste artikel Nedlæg jobcentrene og sænk ydelserne: Få overblikket over Venstres beskæftigelsesudspil her Nedlæg jobcentrene og sænk ydelserne: Få overblikket over Venstres beskæftigelsesudspil her