Pape erkender: Ikke alle betjente får Europol på mobilen

EUROPOL: Både Løkke, Frederiksen og Pape har tidligere begrædt, at ”den enkelte danske betjent” grundet særaftalen ikke får adgang til ny Europol-app. Nu erkender justitsminister Søren Pape Poulsen (K), at heller ikke fuldt medlemskab giver alle betjente adgang.

Dansk politi får ikke adgang til den nye Europol-app, der lanceres til oktober.

Men det gør den menige politimand i landene med fuldgyldigt medlemskab af politisamarbejdet heller ikke. Det erkendte justitsminister Søren Pape Poulsen (K) under dagens samråd i retsudvalget:

”Det har aldrig været meningen. De betjente, der skal have adgang, er dem, som de enkelte lande mener skal have adgang til søgesystemet, fordi det er relevant for deres arbejde," sagde ministeren. 

Falsk budskab
Både Søren Pape Poulsen (K), statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og oppositionsleder Mette Frederiksen (S) har ellers turneret med budskab om, at den danske særaftale modsat det fulde medlemskab ikke giver ”den enkelte betjent” adgang til den mobile politidatabase.

Det mener retsordfører i Enhedslisten, Søren Søndergaard, der havde indkaldt til samrådet:

”Næsten som med en mund kom alle landets ledende politikere ud med nøjagtig den samme melding om, at alle politibetjente i Europol inden for kort tid ville kunne søge direkte i Europols registre. At det ikke var en del af den danske aftale, hvorfor den hurtigt ville blive håbløst gammeldags,” sagde han.

Det budskab har imidlertid vist sig at være falsk. De ”enkelte betjente” i Europol-landene får ikke adgang til appen. Det gør kun politifolk, “der arbejder med alvorlig og organiseret kriminalitet og terror.” Det sagde Europols talsmand Jan Op Gen Oorth til Radio24syv i april.

En misforståelse
Men under samrådet forklarede Søren Pape Poulsen, at det bunder i en misforståelse; at hans tolkning af ”den enkelte betjent” også kun gælder betjente med særligt behov for appen:

”Jeg anerkender fuldt og helt, at man kan sidde hjemme i stuerne og misforstå det. Det giver anledning til misforståelse, når man siger ’den enkelte betjent’. Hvad skal man lægge i det? Nogle vil sige, at det må gælde alle betjente. Og det kan jeg godt forstå, men det var ikke meningen,” sagde justitsministeren.

Danskerne sagde efter en folkeafstemning i 2015 nej til det fulde medlemskab af Europol, hvorefter Danmark måtte forhandle sig frem til en særaftale med EU. Med den får det danske politi ikke direkte adgang til databasen, men skal i stedet bede en Europol-ansat lave søgningerne.  

Forrige artikel Ombudsmanden: Ministerier kan give solohistorier til journalister Ombudsmanden: Ministerier kan give solohistorier til journalister Næste artikel Venstre giver formandspost til Dansk Folkeparti Venstre giver formandspost til Dansk Folkeparti