Jesper Petersen overtog Uddannelses- og Forskningsministeriet: "Jeg vil ikke finde på ting for min forfængeligheds skyld"

Der blev udvekslet sangbøger, grøntsager og en genbrugssweater til ministeroverdragelse i Uddannelses- og Forskningsministeriet. Og den nye minister lovede, ikke at finde på nye projekter "for syns skyld."

Som traditionen foreskriver var der taler, kram, blomster og gaver ved de såkaldte overdragelsesforretninger i ministerierne. Jesper Petersen har været Uddannelses- og Forskningsminister i et par dage, men grundet situationen i Afghanistan var selve receptionen udsat til fredag eftermiddag.

Den nye uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen roste Ane Halsboe-Jørgensen for at være nået i mål med en bred aftale om at fordele uddannelsespladserne, så der kommer flere uden for byen. Han lagde vægt på, at hendes facon havde skabt et godt samarbejde med sektoren og ordførerkredsen på Christiansborg:

"Du lægger et stort engagement i det du kaster dig over. Det lyser ud af det. Og det fornemmer jeg, at man har set i dit nye felt allerede. Din facon og dygtighed er uden tvivl medvirkende til det gode samarbejde, du har skabt inden for dit tidligere ansvarsområde her i ministeriet," sagde den nye minister.

En varm sweater

Han er den tiende uddannelses- og forskningsminister på tolv år - hvilket har vakt kritik fra uddannelsessektoren, der ikke mener det er gavnligt, hvis ministerkontoret bliver en svingdør. Den kritik adresserede Jesper Petersen direkte i sin tale til overdragelsen:

"Det er ikke første gang, der er en ministeroverdragelse her, som forskellige har bemærket. Jeg vil sige, at der er vigtige opgaver at kaste sig over, og der kommer også nye. Jeg vil sætte mit præg på tingene, men jeg vil også love at lade være med at opfinde ting bare for syns skyld - og for ministerens forfængeligheds skyld," sagde Jesper Petersen.

Som en velkomstgave fik han af Ane Halsboe-Jørgensen en sweater fra en genbrugsbutik - velegnet til besøg rundt i landet på blandt andet pædagoguddannelserne, som både den nu afgåede og den nytilkomne minister begge vil have fokus på.

Den første gang er altid noget særligt.

Det var tydeligt på departementschef Hanne Meldgaards tale til Ane Halsboe-Jørgensen, at deres to år som samarbejdspartnere har været helt særligt. For hende i hendes første job som departementschef, og Ane Halsboe-Jørgensen på sin første ministerpost.

"Den første er som bekendt altid noget særligt," sagde departementschefen til den nyudnævnte Kultur- og kirkeminister i sin indledende tale, hvorefter Hanne Meldgaard takkede for godt samarbejde mellem hende og Ane Halsboe-Jørgensen på vegne af hele huset.

Det samme tema blev også slået an i Ane Halsboe-Jørgensens farveltale til sine tidligere medarbejdere i ministeriet, hvor der også lød en stor tak særligt til departementschefen for det gode samarbejde:

"Det er så vildt at lande som minister, det første sted. Hanne - det partnerskab, vi har haft, har været unikt og stærkt," sagde Ane Halsboe-Jørgensen.

"Nu hvor jeg er her, og kan kigge rundt på alle jer, jeg landede hos pludseligt og uden forberedelse for to år siden, og som har taget så godt imod mig - og som hjulpet mig med at gøre en forskel. Så bliver jeg rørt over ikke bare jeres dygtighed, men også hvor sjovt og hyggeligt, vi har haft det," sagde den tidligere minister henvendt til medarbejderne i ministeriet.

Ane Halsboe-Jørgensen fik en kasse med brændstof - chokolade, snacks og gulerødder - af departementschef Hanne Meldgaard. Jesper Petersen forærede hende et eksemplar af den nye udgave af Højskolesangbogen og billetter til Minds of 99 i Parken.

Rettelse, mandag 23. august: Det fremgik fejlagtigt af artiklen, at Jesper Petersen var den ellevte minister på tolv år. Det er han ikke - han er den tiende.

Forrige artikel Overdragelse: Joy Mogensen bad en bøn og ny kirkeminister Ane Halsboe fik et oliventræ Overdragelse: Joy Mogensen bad en bøn og ny kirkeminister Ane Halsboe fik et oliventræ Næste artikel Læs departementschefens tale til afgående kirkeminister Joy Mogensen og efterfølgeren Ane Halsboe Læs departementschefens tale til afgående kirkeminister Joy Mogensen og efterfølgeren Ane Halsboe