Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen får sekretariatschef fra Rud Pedersen

Maja Hørsving skal arbejde tæt på den nye overborgmester. Hun har syv år i Rud Pedersen bag sig.

Fra og med 1. marts tiltræder Maja Hørsving som sekretariatschef i overborgmester Sophie Hæstorp Andersens (S) sekretariat på Københavns Rådhus.

Det skriver Maja Hørsving på LinkedIn.

”Det bliver samtidig et farvel til Rud Pedersen Public Affairs Denmark hvilket bliver rigtigt svært. Jeg har de sidste mere end 7 år haft utrolig mange gode oplevelser og udfordringer i Rud Pedersen. Jeg er mega stolt over det store og rigtig dygtige sundhedsteam vi har fået opbygget,” skriver Maja Hørsving på LinkedIn.

Som sekretariatschef for overborgmesteren skal Maja Hørsving blandt andet arbejde med pressehåndtering og sagsbehandling og arbejde tæt sammen med overborgmesteren.

Maja Hørsving har været en del af Rud Pedersen de sidste syv år, hvor hun både har været partner og direktør for sundhed. Tidligere har hun været seniorkonsulent for Danske Regioner. Maja Hørsving er uddannet i folkesundhedsvidenskab fra Københavns Universitet.

Den tidligere sekretariatschef, Rikke Egelund, fratrådte stillingen i december måned til fordel for en stilling som chef for strategi og kommunikation i Miljøministeriet under miljøminister Lea Wermelin (S).

Forrige artikel Udenrigsministeriet konstituerer departementschef Udenrigsministeriet konstituerer departementschef Næste artikel Nyt Djøf-udvalg på plads: Skal afdække forhold mellem politikere og embedsmænd Nyt Djøf-udvalg på plads: Skal afdække forhold mellem politikere og embedsmænd