Overblik: Her er aftalen, der sænker prisen på medicin

FAKTA: Det bliver billigere for de danske sygehuse at købe ny medicin til patienterne. Det er hovedprincippet i en ny aftale, som regeringen og regionerne har indgået med Lægemiddelindustriforeningen.

Regeringen har fredag indgået en ny prisaftale for sygehusmedicin med Danske Regioner og Lægemiddelindustriforeningen (Lif).

Aftalen betyder blandt andet, at de officielle listepriser på sygehusmedicin, der er introduceret i Danmark, reduceres med i alt ti procent i aftaleperioden, der løber fra 1. april 2016 til 31. marts 2019. Det er første gang, at en aftale giver en tocifret procentreduktion i listepriserne. Til sammenligning har de tidligere aftaler reduceret listepriserne med 5 procent over tre år.

Fakta om aftalen:
- Prisloftet for listepriserne på eksisterende sygehusmedicin sænkes med 2,5 procent henholdsvis 1. maj 2016, 1. april 2017, 1. april 2018 og 1. februar 2019.

- Aftalen sikrer også, at prisen på ny sygehusmedicin – det vil sige lægemidler, der introduceres i Danmark i aftaleperioden – ikke kan overstige den gennemsnitlige pris i Sverige, Norge, Finland, Storbritannien, Holland, Belgien, Tyskland, Irland og Østrig.

- Hvis et nyt sygehuslægemiddel ikke er markedsført i mindst tre af førnævnte lande ved introduktionen i Danmark, fastsættes der et midlertidigt prisloft, når produktet er markedsført i tre lande. Som noget nyt i forhold til tidligere aftaler genberegnes prisloftet, når et sygehuslægemiddel er introduceret i seks eller samtlige ni referencelande.

- Nye sygehuslægemidler omfattes af prisreduktionerne i det omfang, markedsføringen i Danmark har fundet sted forud for de ovennævnte skæringsdatoer i aftaleperioden.
 
Det er tredje gang, at Sundhedsministeriet indgår en aftale med Lif om et prisloft på sygehusmedicin.

- Den første aftale, som blev indgået i 2009, gav en reduktion af listepriserne på fem procent over tre år. Og med den anden aftale, som løb fra 2013 til 2015, blev listepriserne tilsvarende sænket med fem procent over en treårig periode. 

Forrige artikel Vilhelmsen smidt ud af SF's landsledelse Vilhelmsen smidt ud af SF's landsledelse Næste artikel Zenia Stampe er ny radikal værdiordfører Zenia Stampe er ny radikal værdiordfører