Organisation for sårbare børn udnævner ny direktør

Mikkel Hyldebrandt Jensen er tiltrådt som direktør for Børns Voksenvenner.

Mikkel Hyldebrandt Jensen er ny direktør i Børns Voksenvenner.

Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

"Som direktør skal Mikkel Hyldebrandt Jensen være med til at sikre en fortsat stærk forankring af organisationen, så Børns Voksenvenner har de bedste forudsætninger for at rekruttere flere voksenvenner," udtaler Poul V. Jensen, formand for landsbestyrelsen, i pressemeddelelsen.

Børns Voksenvenner skaber "venskaber mellem sårbare børn, der savner en ekstra fortrolig voksen og rollemodel", skriver organisationen.

Mikkel Hyldebrandt Jensen kommer fra en stilling som chef for landssekretariatet i Børns Voksenvenner, hvilket han har været siden maj 2017.

Han er uddannet cand.scient. i kulturgeografi og har været sekretariatschef i Kræftens Bekæmpelse samt politisk konsulent på Christiansborg.

Mikkel Hyldebrandt Jensen tiltrådte som direktør 1. januar i år.

Forrige artikel DR henter redaktionschef fra Radio24syv Næste artikel Lars Rebien stopper som næstformand i Carlsberg