SF-ordfører går tidligere på barsel end planlagt

Astrid Carøe er gået på barsel tidligere end planlagt, og hendes stedfortræder, Claus Jørgensen fra SF i Lejre, er ordfører for ungdomsuddannelserne. Det bliver dog ikke ham, som skal forhandle om erhvervsuddannelserne.

Der er babyboom i SF og hyppige rokader på centrale skole- og undervisningsordførerposter.

Først gik skoleordfører Jacob Mark på barsel og overlod posten som undervisningsordfører til Sigurd Agersnap, mens Mads Olsen overtog FGU-ordførerskabet.

Senere gik Sigurd Agersnap på barselsorlov, dog kun i en kort periode.

I denne uge måtte Astrid Carøe, som er ordfører for ungdomsuddannelser, så gå på barsel en måned tidligere end planlagt. Hun har termin i august.

{{toplink}}

Hendes stedfortræder, Claus Jørgensen fra SF i Lejre, er indtrådt i Folketinget mandag.

Skal ikke forhandle erhvervsuddannelser

Ifølge Folketingets hjemmeside er Claus Jørgensen ordfører for børn, ungdomsuddannelser og arbejdsmiljø.

SF oplyser dog til Altinget, at det bliver Sofie Lippert, der skal repræsentere partiet i forhandlingerne om erhvervsuddannelserne. Hun er i forvejen ordfører for forskning og uddannelse.

Regeringen fremlagde søndag et udspil til en ny aftale om erhvervsuddannelserne. Første forhandlingsmøde er torsdag.

SF oplyser, at når Jacob Mark efter sommerferien vender tilbage til Folketinget, vil Mads Olsen overtage posten som barselsvikar for Astrid Carøe.

{{toplink}}

Forrige artikel Efter 30 år i EU-Kommissionen: Dansker udnævnes til fortrolig rådgiver Efter 30 år i EU-Kommissionen: Dansker udnævnes til fortrolig rådgiver Næste artikel Kulturlivet præger igen de nye navne i Blå Bog