Kampvalg i Alternativet: Disse kandidater kan blive Elbæks arvtager

OPTAKT: Alternativets medlemmer skal vælge ny politisk leder, når de lørdag går til ekstraordinært landsmøde. Læs om de seks kandidater her.

På lørdag afgøres det, hvem der får lov at tage over for Uffe Elbæk som politisk leder i Alternativet.

Det sker på et ekstraordinært landsmøde, hvor partiets medlemmer får hele seks navne at vælge mellem.

Kandidatfeltet består af folketingsmedlemmet Rasmus Nordqvist, medstifter Josephine Fock, klimapolitisk forsker Theresa Scavenius, regionsrådsmedlemmet Rasmus Foged, byrådsmedlemmet Mira Issa Bloch og folketingskandidaten Sascha Faxe.

Altinget bringer her en kort præsentation af de seks.   

Rasmus Nordqvist

44-årige Rasmus Nordqvist med en fortid i modebranchen er af mange længe blevet anset som det oplagte bud på en ny politisk leder for Alternativet.

Nordqvist, der er den eneste kandidat til lederposten, der har et mandat i Folketinget, blev udpeget som politisk ordfører i partiet i forbindelse med en større ledelsesrokade i 2018 og holdt fast i den vigtige post efter decimeringen af folketingsgruppen ved folketingsvalget i fjor. 

Han har altid stået tæt på Uffe Elbæk og kender ham helt tilbage fra, inden Alternativet blev stiftet i 2013, og derfor vurderes det af flere kommentatorer, at et valg af Nordqvist ikke vil betyde en radikal ny kurs for Alternativet. 

I det kandidathæfte, hvor kandidaterne selv præsenterer deres kandidatur, skriver Nordqvist, at han som politisk leder vil stille sig i spidsen for et såkaldt 'Projekt 2030', der skal være Alternativets konkrete bud på en måde at føre den grønne omstilling ud i livet.

Josephine Fock

54-årige Josephine Fock, der har en lang jobhistorik i fagbevægelsen, var med helt fra Alternativets spæde start og sad ved siden af Uffe Elbæk, da partiet blev præsenteret for offentligheden på et pressemøde i november 2013. 

Hun var forkvinde for folketingsgruppen, fra partiet trådte ind i Folketinget og indtil 2017. I 2018 opgav hun sit mandat for at blive direktør for integration i Dansk Flygtningehjælp, hvor hun dog stoppede igen allerede efter ét år. 

Mens Josephine Fock sad i folketinget arbejdede hun gennem sine ordførerskaber især med rets-, finans- og udlændingeområdet .

I kandidathæftet skriver Josephine Fock, at hun vil arbejde for, at Alternativet får et tættere samarbejde med regeringen og dens støttepartier, hvis hun bliver valgt som politisk leder. 

Theresa Scavenius

35-årige Theresa Scavenius har en ph.d. og er lektor ved Aalborg Universitet, hvor hun blandt andet forsker i klimapolitik. 

Hun har været medlem af Alternativet siden 2017 og stillede sidste år op til folketingsvalget i Nordsjællands Storkreds, men opnåede med sine 1.267 personlige stemmer ikke valg. 

Hun har tidligere været kandidat til en ledelsespost i et politisk parti. Det skete i 2017, hvor hun stillede op til næstformandsposten i Radikale Venstre, men blot fik 22 stemmer.  

Scavenius signalerer markante forandringer i sin tekst i kandidathæftet, hvor hun skriver, at hun vil stille sig i spidsen for udviklingen af et Alternativet 2.0.

Hun skriver desuden blandt andet, at hun vil arbejde for, at de involverede i Alternativet skal holde flere fysiske møder fremfor at mødes online. 

Mira Issa Bloch

49-årige Mira Issa Bloch har været indskrevet som medlem af Alternativet siden 2016 og fra 2018 været byrådsmedlem i Skanderborg Kommune.

Hun sad kortvarigt i folketinget i oktober og november sidste år, hvor hun var stedfortræder for den dengang sygemeldte Torsten Gejl.

Hun er uddannet socialpædagog og psykoterapeut og har i en lang årrække arbejdet med socialt udsatte.

Issa Bloch vil bruge lederposten til at tilføre en ny bundlinje til Alternativets eksisterende tre, så en ny demokratisk bundlinje bliver sidestillet med den grønne, sociale og økonomiske bundlinje. Hun lægger i sin tekst desuden stor vægt på, at hun vil arbejde for mere medlemsinddragelse i partiet. 

Rasmus Foged

41-årige Rasmus Foged har været medlem af Alternativet siden 2014 og er valgt for partiet til regionsrådet i Midtjylland.

Foged stillede op til folketingsvalget i juni, men han fik blot 444 personlige stemmer, hvilket ikke var nok til en plads i Folketinget. 

Han er ansat ved retten i Aarhus og har tidligere arbejdet i Sø- og Handelsretten.

Han skriver i kandidathæftet, at han vil arbejde for nye "handlingsfællesskaber" i Alternativet, der skal inspirere partiets medlemmer til at skabe forandring, samt at han vil lave lederposten om til et delt politisk lederskab, hvis han vinder posten. 

Sascha Faxe

48-årige Sascha Faxe har været medlem af Alternativet siden 2015

Hun bor i Roskilde og stillede ved folketingsvalget i fjor op i Sjællands Storkeds. Her fik hun 1.192 personlige stemmer, hvilket rakte til en plads som partiets førstesuppleant på Sjælland.

Faxe har ifølge kandidathæftet været politisk engageret, siden hun var 14 år gammel, men de første mange år ikke som partipolitisk aktiv. 

Hun skriver, at hun som leder både vil turde gå forrest, men også at hun vil "slippe tøjlerne og lade tilliden råde". Hun vil arbejde for "klare og enkle rammer" i partiet, fordi hun selv har oplevet både for stramme og for brede rammer, lyder det. 

Faxe vil bruge posten som politisk leder til at spore Alternativet ind på en politik, der sætter "alt liv" i centrum.

Forrige artikel Dagens overblik: Regeringen lander boligaftale med DF Dagens overblik: Regeringen lander boligaftale med DF Næste artikel Borgmestre frygter nedskæringer på dagtilbud efter udligningsudspil Borgmestre frygter nedskæringer på dagtilbud efter udligningsudspil