Grøndahl: Oprør fra oven

VALGET AF DONALD TRUMP er en foreløbig kulmination i det folkelige oprør mod de vestlige demokratiers kosmopolitiske eliter. Vi mangler kun, at Marine Le Pen bliver Frankrigs næste præsident, og at Alternative für Deutschland overtager kanslerembedet. ”The forgotten people will be forgotten no longer”, som Trump sagde efter sejren. Snart bliver det eliternes tur til at give den som oprørere, tilsidesat og tromlet ned af den globaliserede populisme.
Der er i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg blevet sagt meget om det politiske establishment, men stands lige engang. Det er jo ikke sådan, at et valgresultat for første gang afspejler folkeviljen. Derfor er der heller ikke tale om, at de hidtidige beslutningstagere har været uden folkelig, demokratisk legitimitet. De har bare mistet den.

Demokratiet virker og er derfor også den bedste kur mod enhver forløjet offerdiskurs, hvad enten den er klynkende eller aggressiv. Det måtte selv Dansk Folkeparti besinde sig på, da man vågnede op efter sidste valgnat. Vi borgere har præcis den indflydelse, vi ønsker at have. Det var ikke kun den lavere hvide middelklasse i USA's trøstesløse rustbælte, der sikrede Donald Trump sejren. Han fik også hjælp af alle de sorte vælgere, der blev hjemme i stedet for at gå hen og afgive deres stemme. Med sin aura af Wall Street glamour og sit alt for sene, alt for villede forsøg på at virke jævn og ligetil, var Hillary Clinton ikke den demokratiske kandidat, der for alvor kunne overbevise om, at ”black lives matter”.

Som bekendt fik hun flere stemmer end Trump, men visdommen bag Amerikas tilsyneladende så urimelige valgmandssystem går jo netop ud på at give de mindre folkerige stater et forspring. Sådan undgår man, at Washington domineres af den sofistikerede storbybefolkning ude ved kysterne. Det nye tavse flertal. Vi bør nok omgås begrebet ”populisme” med større forsigtighed. Man bruger det jo især om dem, der mener noget andet end én selv, men det har aldrig været særlig demokratisk at dæmonisere vælgerne. Til gengæld er der intet odiøst i at være uenig med flertallet. Både Trump, Le Pen og deres åndsfæller møder folks bekymringer med et urealistisk løfte om, at tiden kan skrues tilbage til dengang, bilfabrikkerne og kulminerne havde fremtiden for sig. Som om globaliseringen var noget, man havde vedtaget i én eller anden røgfarvet skyskraber hen over hovederne på almindelige, hårdtarbejdende mænd og kvinder.

DET ER IKKE DEMOKRATIET, der er i krise, det er Vesten som sådan. I hele efterkrigstiden lå det som en optimistisk forventning i den sociale atmosfære, at det kun kunne gå fremad. At børnene ville få en bedre tilværelse, end man selv havde haft. Den tro er bristet for mange, og ingen undgår udsigten til global opvarmning, islamistisk terror, ukontrollable flygtningestrømme og uregerlige finansmarkeder. Når man sådan maler Fanden på væggen, overser man, at globalisering og frihandel alt andet lige har skabt mere velstand for flere mennesker, end verden har set før. Problemet er, at den økonomiske helhedsbetragtning bliver for langsynet. Hvad nytter væksten i Asien, hvis den næres af stagnation i Ohio og Nordfrankrig? Hvad med alle dem, der ikke får et nyt job i stedet for det, de har mistet? Alle dem, der ikke lige kan omskoles? Alle dem, der ikke har en længere uddannelse eller evnerne, der skal til, og som der ikke desto mindre var brug for i det gamle industrisamfund, om det så var i form af en fejekost på et lager?

Nationalstaten var det solide bolværk for et velfærdssamfund præget af indkomstudligning, social tryghed og – måske endnu vigtigere – en følelse af tælle med, høre til, blive set og hørt. Over for den økonomiske helhedsbetragtning stod den sociale, og hvor økonomien i sit væsen er grænseoverskridende, har man i et socialt og nationalt perspektiv holdt fast i det menneskelige hensyn.

I hele efterkrigstiden er politik i de vestlige demokratier gået ud på at mediere mellem den økonomiske og den sociale helhedsbetragtning. Det er dén balance, der er forrykket. Med finanskrisen viste globaliseringen sig fra sin mest brutale side, og efterfølgende lod de gamle partier sig tage som gidsler for ”den nødvendige politik”. Det er den samme udvikling i Europa og i USA. Man overlod det til de nye højrebevægelser at artikulere arbejderklassens frustrationer, og man reagerede for sent, da frustrationerne slog ud i vrede.

Det vil ikke være et relevant svar at fremmedgøre de vrede vælgere yderligere med arrogance over for deres folkevalgte repræsentanter, uanset hvad man i øvrigt synes om Donald Trump, Marine Le Pen, Nigel Farrage og ham med håret i Holland. Men det vil heller ikke være troværdigt eller meningsfuldt at gå bodsgang og gøre knæfald i form af symbolpolitiske lunser til folkedybet.

Hvis man mener, at grænsebomme er lige så meget bevendt som polkagrise, skal man forklare hvorfor, og det samme gælder toldmure. Man må insistere på at gøre det begribeligt, hvad protektionisme fører med sig i form af dyrere produkter for forbrugerne og alt det med renten, som jeg personligt ikke fatter en brik af.

Man må med andre ord fastholde, at politik stadig handler om at mediere mellem det globale og det nationale, mellem de konjunkturer, som vi ikke er herrer over, og de livsvilkår, som vi trods al globalisering stadig har indflydelse på.   

JEG VIL NØDIGT gøre mig klog på, hvordan politikere skal bedrive politik. Det hører med til forsvaret for den politiske kultur at forudsætte en vis faglig kompetence som en del af de folkevalgtes bagage. På denne plads skal der i stedet lyde en opfordring til de etablerede politikere: Lad jer ikke intimidere. Aflæs den folkelige modstandsbevægelse med al jeres politiske tæft og al jeres respekt for menige borgeres reelle erfaringer, men vær jer selv bekendt. Forbliv trofaste mod de værdier, der i sin tid fik jer til at søge opstilling og bede folk om deres stemme.
Efter oprøret mod eliten følger elitens oprør, og det skal ikke vendes mod oprørerne. I sagens demokratiske natur ville dét også være omsonst. Der er derimod grund til at gøre op med den pervertering af det politiske debatklima, der har gjort kløften mellem befolkning og politikere dybere, end den behøver at være.

Hvis EU skal have en fremtid, vil det sikkert blive nødvendigt at gentænke forholdet mellem det nationale og det overstatslige niveau, ligesom det er et altoverskyggende problem, når hele segmenter af arbejdsmarkedet hægtes af som ofre for globaliseringen.
Virksomhedslukninger og skævheden mellem provins og storby er formentlig større trusler mod den sociale sammenhængskraft end nok så mange galsindede imamer, men der er ingen lette løsninger, og dén omstændighed er en gensidig forpligtelse. Selv om man ved at afgive sin stemme uddelegerer myndigheden til at tage beslutninger, er det ikke ensbetydende med, at vi som vælgere kan tørre virkeligheden og dens dilemmaer af på de folkevalgte. Det perverse ved nutidens politiske kultur er, at vi gebærder os, som om vi kunne. Elitens oprør må derfor begynde med en frygtløs og ærlig kritik af den måde, politik formidles på i medierne. Som politikere bør I for eksempel gøre krav på at få lov at udtrykke jer sammenhængende frem for ustandseligt at blive afbrudt af en inkvisitorisk bjæffende journalist, der tror, at hun eller han gør folkestyret en tjeneste ved at hakke samtalen i stykker. Det er os vælgere, I står til ansvar overfor, ikke de elektroniske mediers permanente standret.
Til gengæld må det være slut med at tale udenom eller undlade at svare på kritiske spørgsmål og kvalificerede indvendinger. Hvis højrepopulismen kan ses som udtryk for en ”postfaktuel” debatkultur, sådan som den trives i de sociale medier, må det tilføjes, at den politiske debat også på Folketingets talerstol alt for ofte ligner en feriekoloni for autister. Blottede for indlevelse i modstanderens bevæggrunde, uden sans for fornuften i hendes eller hans argumenter. Som om magten var et mål i sig selv.

Når mediernes politiske dækning for alvor går i selvsving, sker der en mærkelig afpolitisering. Det parlamentariske liv fremstilles som en art bandekrig. Virkeligheden fortoner sig, og det samme gør vælgernes og politikernes fælles ansvar. Vi glemmer, at hverken vi eller noget andet slægtled har kunnet vælge nationens udfordringer selv.

...

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

debat@altinget.dk