Oppositionen vil regulere dræn

VANDMILJØ: Det er forkert, at udledninger fra dræn slet ikke bliver reguleret, mener S og SF. Konservative vil gerne se nærmere på problemerne, mens miljøminister Karen Ellemann (V) afviser, at loven skal ændres.

Det er en fejl i lovgivningen, at udledninger fra landbrugets dræn ikke bliver reguleret.
Det mener oppositionen, som nu vil indkalde til en høring for at sætte fokus på problemerne med drænvand, der forurener vandmiljøet med næringsstoffer.

Oppositionen tager initiativ til høringen, fordi miljøminister Karen Ellemann (V) på et samråd onsdag erklærede, at hun ikke vil arbejde på at ændre reglerne om dræn.

Samrådet var indkaldt på baggrund af en sag, hvor en mand i Nordvestjylland har fået ødelagt sin fiskesø af drænvand med næringsstoffer, som helt lovligt er blevet ledt ud i fiskesøen fra nabogården. Det er helt galt, at en landmand lovligt kan forurene og ødelægge en anden mands sø, mener SF's Steen Gade, som understreger, at sagen også er principiel:
"Det vand, der løber gennem et dræn, er åbenbart anderledes end alt andet vand, fordi det ikke skal reguleres. Det undrer mig, at ministeren ikke kan se, at der er et hul i loven. Det må vi rette op på," siger han.

Steen Gade vil nu sammen med resten af oppositionen tage initiativ til høring, som skal kaste lys over mulighederne for at regulere forureningen fra drænrørene. Han håber, at høringen kan afholdes i januar.

Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, mener ligeledes, at skal sættes fokus på det fosfor og den kvælstof, som ledes ud i vandmiljøet via dræn. Hun peger på, at man med okkerloven allerede har indført regulering i visse områder.

"Drænene i sig selv er ikke et problem. Men det er et problem, når der er forurenet vand i drænene. Det må vi se på, men vi har ikke en forkromet plan endnu," siger hun.

Hun mener, at reguleringen af dræn også kan være til landbrugets fordel.
"Her er måske en mulighed for en effektiv regulering, så landbruget kan slippe for regulering andre steder," siger hun med henvisning til, at landbruget i de kommende vandplaner skal reducere udledningen af fosfor og kvælstof betragteligt.

Konservatives miljøordfører, Tage Legaard, er parat til at diskutere de principielle problemer med forurening fra drænvand. Han mener, at man både skal se på filtre eller minivådområder, der renser drænvandet, og på metoder, der mindsker mængden af næringsstoffer, som ledes ned i drænvandet.

"Jeg vil gerne være med til at tage denne diskussion op - også for landbruget egen skyld. Det kan være, at man kan slippe for andre byrder, og der kan være gode jorde, hvor man endda kan få lov at gøde mere, så det kan være en win-win-sitation," siger han.

Miljøminister Karen Ellemann gjorde det derimod på samrådet klart, at hun ikke mener, at der er behov for at ændre reglerne.
"Men den viden, vi har i dag, er det min klare opfattelse, at lovgivningen ikke skal ændres i den henseende. Man skal ikke regulere ved at fastsætte krav til næringsstoffer i drænvandet, der udledes til vandmiljøet, men det udelukker ikke, at der kan komme nye virkemidler på banen, for eksempel drænfiltre," sagde miljøministeren med henvisning til filter-forsøg, som forskere på Aahus Universitet arbejder med.

Miljøministeren pointerede, at ministeriet i lighed med DMU anser udledning af kvælstof og fosfor via drænvand for en diffus forurening - og ikke som en punktkilde. Og hun påpegede, at Fødevareministeriets og Miljøministeriets regler sikrer en omfattende regulering af tilførslen af næringsstoffer til jorden.

"Altså en regulering ved kilden. Den måde at regulere på gør det muligt at opretholde en effektiv kontrol og føre et effektivt tilsyn," sagde hun på samrådet.

Ministeren ønskede ikke at gå ind i den konkrete sag om ødelæggelsen af fiskesøen, men hun forklarede, at kommunen ifølge hendes opfattelse kunne gribe ind:
"I denne konkrete sag er det min vurdering, at kommunerne har værktøjerne til at løse problemet, fordi der er tale om et §3-område, og hvis kommunen vurderer, at det er et problem, så er det kommunen som er myndighed," sagde Karen Ellemann.

Forrige artikel V udstiller Per Stig i sag om medievilkår V udstiller Per Stig i sag om medievilkår Næste artikel Lovbrud koster erhvervsskole millioner Lovbrud koster erhvervsskole millioner