Ombudsmand afviser hemmeligholdelse af MRSA-oplysninger

ÅBENHED: Folketingets Ombudsmand underkender Fødevareministeriets afslag på at give aktindsigt i oplysninger om besætninger smittet med MRSA.

Ifølge Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen var der ikke tilstrækkeligt grundlag for at hemmeligholde oplysninger om konkrete svinebesætninger, der er smittet med den antibiotikaresistente MRSA 398-stafylokok

"Oplysninger om, hvilke besætninger der er smittet med MRSA, er såkaldte miljøoplysninger. Det betyder, at der skal særligt tungtvejende grunde til for at nægte aktindsigt," siger ombudsmand Jørgen Steen Nielsen i sin udtalelse om sagen.

Og sådanne særligt tungtvejende grunde foreligger der ifølge ham ikke i den konkrete sag, hvor først Fødevarestyrelsen og siden Fødevareministeriet har givet afslag på tre journalisters anmodning om aktindsigt i de pågældende oplysninger.

Afslaget blev begrundet med, at det ville kunne føre til stigmatisering af dem, der bor eller arbejder på de inficerede svinebesætninger.

"Det er relevante hensyn at inddrage, men jeg mener ikke, at risikoen er tilstrækkeligt dokumenteret," siger Ombudsmanden, der nu har bedt Fødevareministeriets Klagecenter om at genoptage sagen.

Utilstrækkelig dokumentation
Fødevarestyrelsen testede fra 2008-2011 en række svinebesætninger for, om de var smittet med MRSA. I foråret 2012 søgte de tre journalister aktindsigt i, hvilke af de testede svinebesætninger der var smittet.

Efter have fået afslag hos henholdsvis Fødevarestyrelsen og Fødevareministeriet med henvisning til risikoen for stigmatisering af besætningsejerne og deres familier, klagede journalisterne til Ombudsmanden.

Både afslaget på aktindsigt fra styrelsen og ministeriets klagecenter var baseret på, at oplysninger om MRSA-smittede er sundhedsoplysninger. Men det er de ikke slog Ombudsmanden allerede fast med sin foreløbige udtalelse fra januar.

Ifølge Ombudsmandens udtalelse indebærer lovgivningen, at myndighederne må dokumentere, at der er en nærliggende risiko for stigmatisering, hvis oplysningerne skal hemmeligholdes.

Hertil kommer, at de interesser, der varetages ved at afslå aktindsigt, skal veje tungere end offentlighedens interesser i udlevering af oplysningerne.

Modstridende hensyn
Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen har efter Ombudsmandens foreløbige udtalelse forsøgt at indsamle yderligere dokumentation for, at MRSA-smitte skulle føre til social stigmatisering.

Men heller ikke med fornyet skyts i baghånden lykkedes det myndighederne at få Ombudsmandens accept af hemmeligholdelsen af oplysningerne.

"Der er modstridende hensyn i denne sag. På den ene side har jeg bestemt forståelse for de sociale vanskeligheder, som for eksempel ejere af MRSA-smittede besætninger kan opleve, men på den anden side bygger loven på, at offentligheden kan få kendskab til miljøoplysninger, som de foreligger," siger Jørgen Steen Nielsen.

Forrige artikel Folketingsudvalg vil styrke danskernes datasikkerhed Folketingsudvalg vil styrke danskernes datasikkerhed Næste artikel 2.400 kroners forskel på ventelister i Aarhus og Odense 2.400 kroners forskel på ventelister i Aarhus og Odense