Efter regeringsforhandlingerne begynder de egentlige magtkampe
Når regeringen endelig er dannet, skal partierne ikke tro, at de kan ånde lettet op. Der venter daglige magtkampe fra dag ét, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
Om lidt begynder kampen om ministerposterne og magtkampene i den nye – forventede – brede regering.
For når først det politiske grundlag er på plads, skal der positioneres. Og hvor ministerposterne i en étpartiregering kan fordeles efter statsministerens forgodtbefindende, så er der helt andre ting på spil i en koalitionsregering.
Der skal nemlig tages hensyn til partiernes indbyrdes styrke. De største partier får typisk flest ministerposter, mens de små forholdsvist bliver tildelt flere, end deres mandattal umiddelbart berettiger til. Men et er antal, noget andet er hvilke ministerier og hvilket samarbejdsklima, man kommer til at få.
Alle partier er nødt til at have økonomisk regnekraft, hvis der skal være en meningsfyldt dialog om den økonomiske politik.
Det er også derfor, at både Thornings SRSF-regering og Løkkes VLAK-regering fordelte finans-, økonomi- og erhvervsministerierne ud på de tre forskellige regeringspartier.
Det er selvfølgelig finansministeren, der fører det største ord, men han skal have sine udspil godkendt i regeringens økonomiudvalg, hvor alle partier er repræsenteret.
Til større økonomiske forhandlinger, vil alle regeringspartierne også deltage med deres økonomiske topministre.
Det kan selvfølgelig være en ekstra udfordring, hvis vi ender med en fire- eller fempartiregering.
Men så må man jo tage skatte- og beskæftigelsesministerierne i brug.
Mens en regering forhandles på plads, lægges der arm om mangt og meget.
Når man endelig er klar til at præsentere sig for offentligheden, er der en lettelse over, at det er overstået og en glæde over at skulle i gang med det fælles projekt.
Men tag ikke fejl. De daglige magtkampe begynder fra dag ét. Og rigtigt meget foregår mellem de økonomiske ministre eller i regeringstoppen i koordinationsudvalget. Jeg sad med begge steder som økonomi- og indenrigsminister i VLAK-regeringen.
Det er kendt stof, at meget gik op i skat og briller mellem VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti. Men op til alle større udspil, var der meget på spil internt i regeringen.
Engang var Anders Samuelsen og jeg nærmest ved at vandre ud fra et møde på Marienborg, fordi vi var trætte af presset fra venstreministrene om at gøre regeringens skatteudspil så uambitiøst som muligt.
Nogle gange vil der være sager, som man ikke kan blive enige om. Så kan partierne blive nødt til at handle. Selv om de fleste politikere offentligt vil sige, at der ”ikke skal gå Hjallerup Marked i den”, så er det ofte lige præcis det, der sker.
Engang havde jeg selv svært ved at få opbakning fra mine regeringspartnere til nogle forslag om ændringer af valgloven.
De var ikke rigtigt til at hugge eller stikke i. Men så sendte jeg en SMS til statsminister Løkke, om vi ikke kunne krejle os ud af det.
”Jeg elsker krejlere”, lød indledningen på den besked, jeg fik retur fra statsministeren.
Og så gav Liberal Alliance en indrømmelse i en sag om el-biler til gengæld for at få ændringerne af valgloven igennem.
Det er selvfølgelig nemt med de mindre sager. Hvis der er uenigheder om de store linjer, kan det give anledning til helt andre konflikter. Derfor er det klogt af Mette Frederiksen, at hun kører en lang og langsommelig proces.
Utålmodighed er en af regeringsdannelsens værste fjender. For når først regeringen er dannet, kan det være svært at tænke forfra, når det hele er bygget på fine kompromisser og balancer.
Men uanset al forberedelse vil der komme interne magtkampe. Spørg SF hvordan det var med Thorning og ikke mindst Vestager. Spørg Nyrup hvordan det var at sidder over for Marianne Jelved. Spørg Løkke om forholdet til Liberal Alliance.
Forberedelse er en fordel, men magtkampene flytter med. Sådan er det jo.
{{toplink}}
Vi mister noget, når vi er blevet for moralske til at se Pyrus
Pape er fortaler for regeringsdeltagelse, men i store dele af partiet er modstanden massiv
