Ørums parti godkendt af Valgnævnet

KORT NYT: Det Demokratiske Parti 2012, stiftet af tidligere folketingsmedlem Per Ørum Jørgensen, har fået godkendt sit partinavn af Valgnævnet og er nu klar til at begynde indsamlingen af vælgererklæringer.

Halvanden måneds tid efter at tidligere folketingsmedlem for hhv. Konservative og Kristendemokraterne Per Ørum Jørgensen offentliggjorde sit nystiftede parti, har Valgnævnet godkendt partinavnet, Det Demokratiske Parti 2012.

Partiet er nu klar til at starte indsamlingen af vælgererklæringer 1. januar, og det er målet at være opstillingsberettiget til Folketinget inden 1. juli 2014. Det fortæller partiets stifter, som betegner Demokraterne som mere og andet end et traditionelt politisk parti:

"Vi er samtidig en social bevægelse, der kæmper for social og økonomisk retfærdighed i det danske samfund. Vi vil uddanne såkaldte organizers, som får til opgave at engagere sig i deres lokalsamfund og eksempelvis hjælpe arbejdsløse med at finde job gennem forskellige tiltag," siger Per Ørum Jørgensen, som har hentet inspiration fra de amerikanske demokrater og Barack Obamas kampagner.

Ansvaret for at bygge den sociale bevægelse op hos Det Demokratiske Parti ligger hos den fungerende partisekretær Casper Holst Mayo Nielsen, der er uddannet som Field Organizer af Obamas stab i forbindelse med præsidentvalgkampen i 2008.

"Vores legitimitet ligger i at gøre tingene på en ny og anden måde end de traditionelle partier, og jeg er meget stolt over, at det er lykkedes at finde kompetente og gode mennesker til at implementere denne strategi hos os," siger Per Ørum Jørgensen.

Forrige artikel Irak-ambassadør: Danmark blev taget ved næsen Irak-ambassadør: Danmark blev taget ved næsen Næste artikel V-bagland holder DF ud i strakt arm V-bagland holder DF ud i strakt arm