Økonomistyrelsen udnævner kontorchef til chefjurist

Maria Haugaard bliver Økonomistyrelsens første chefjurist. Hun bestrider posten sideløbende med sin stilling som kontorchef for jura & rådgivning.

"Jobnyt – af en slags."

Sådan begynder Maria Haugaard sit Linkedin-opslag, der markerer hendes fem års jubilæum i Økonomistyrelsen. Hun er nemlig styrelsens første chefjurist men beholder samtidig sin post som kontorchef for jura & rådgivning i Center for Indkøb og Udbud.

"Jeg er glad for at min rejse og udvikling i styrelsen ikke stopper, og at jeg kan supplere mit arbejde som kontorchef med nu også at blive styrelsens første chefjurist. For at sikre ens tværgående vurderinger vil jeg derfor i enkelte sager være med til at beslutte, hvad der er Økonomistyrelsens linje," skriver Haugaard. 

Den nye chefjurist er i dag stedfortrædende medlem af Advokatnævnet og sagkyndigt medlem af Klagenævnet for Udbud hos Nævnenes Hus. Hun har tiltrådt posterne efter indstilling fra Finansministeriet og efterfølgende udpegelse af henholdsvis justitsministeren og erhvervsministeren.

"Det er en nyoprettet stilling, som jeg glæder mig til at fylde ud, og jeg glæder mig til at komme tættere på flere af de spændende sager som løses i styrelsen," fortæller Haugaard om chefjuriststillingen.

Før sin tid i Økonomistyrelsen har Maria Haugaard blandt andet været tilknyttet Rådgivningsenheden som kontorchef og advokatvirksomheden Bird & Bird. Hun er uddannet kandidat i jura fra Københavns Universitet.

Forrige artikel Folkemødet henter ny program- og presseansvarlig fra Nordisk Film Folkemødet henter ny program- og presseansvarlig fra Nordisk Film Næste artikel Dødsfald: Professor em., dr.polit. Christian Hjorth-Andersen (78)