Odense fastansætter børn- og ungechef

Poul Anthoniussen bliver fastansat på posten som administrerende direktør for Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune. 

Odense Kommune fastansætter Poul Anthoniussen som administrerende direktør for Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune. Han har siden september 2015 været konstitueret i stillingen, og har de seneste fire et halvt år været skolechef i kommunen. 

Borgmester Anker Boye (S) er glad for, at ansættelsen sker fra egne rækker.

"Det er et godt tegn, at Odense Kommune er i stand til at rekruttere en administrerende direktør fra egne rækker. Jeg er sikker på, at Poul Anthoniussen er den rette person til at stå i spidsen for en forvaltning, som er meget vigtig for hele byens transformation og udvikling. I en tid med en stram økonomi og høje krav fra omverdenen til kvalitet i dagtilbud og skoler er det vigtigt med en leder, som både har overblikket og ved, hvad der motiverer medarbejderne. De egenskaber har Poul, siger Anker Boye i en pressemeddelelse fra Odense Kommune.

Poul Anthoniussen blev uddannet som lærer i 1995 og blev kort efter udnævnt til souschef på den skole, han arbejdede. Siden har han haft forskellige leder- og chefstillinger.

Forrige artikel Partihop fører til LA-byrådsmedlem i Hjørring Næste artikel Dødsfald: Fhv. højesteretspræsident Niels Pontoppidan (85)