Obama besøger Kolding

BESØG: USA’s tidligere præsident Barack Obama aflægger i slutningen af september Danmark et besøg. Han skal til Kolding for at debattere med studerende og fremtrædende erhvervsfolk.

Syddansk Universitet i Kolding får fint besøg i slutningen af september.

Det sker, når den tidligere amerikanske præsident Barack Obama fredag 28. september mødes med flere af universitetets studerende og en række erhvervsledere til et møde, der går under navnet "A conversation with President Barack Obama".

Og som den tidligere præsidents program er sammensat, ser det kun ud til, at turen går til Kolding, lyder det fra Koldings borgmester, Jørn Pedersen (V).

”Præsident Obama kommer kun til Danmark for at besøge Kolding. Nuværende og kommende ledere vil i forbindelse med besøget få en enestående mulighed for at opleve præsident Obama i virkeligheden, og alle kan se frem til stor inspiration. Og så har vi i overordentlig grad grund til at være stolte,” siger Jørn Pedersen i en pressemeddelelse.

Mødet er arrangeret af Business Kolding, og det vil ikke være åbent for offentligheden.

Forrige artikel Besparelser svækker kontrol af dyretransporter: Besparelser svækker kontrol af dyretransporter: "Det lyder fuldstændig vanvittigt" Næste artikel Dagens overblik: S barsler med ny topskat på arveafgift Dagens overblik: S barsler med ny topskat på arveafgift