Danmark får nyt internationalt forsknings- og videnscenter

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) underskriver i dag i Seattle en aftale, der skal få et stort nyt internationalt forsknings- og videnscenter for antibiotikaresistens til Danmark.

Et nyt internationalt forsknings- og videnscenter er på vej til Danmark, når sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) senere i dag underskriver en erklæring om at placere centeret i Danmark.

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse. 

Centeret, der indtil videre har fået titlen "The International Centre for Interdisciplinary Solutions on AMR", skal skabe overblik over viden om antibiotikaresistens og rådgive lav- og mellemindkomstlande om initiativer til bekæmpelse af antibiotikaresistens. 

Danmark førende på området 
"Danmark er internationalt anerkendt for vores arbejde med antibiotikaresistens både hos mennesker og husdyr. Derfor vil det være godt med et nyt center i Danmark. Det giver os endnu bedre muligheder for i fremtiden at forblive førende på området, i takt med at topforskere kommer til Danmark for at arbejde med den store udfordring," siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) om placeringen af centeret i Danmark.

Erklæringen er en aftale mellem Sundheds- og Ældreministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet og Consultative Group on International Agricultural Research (CGIAR) og sker på baggrund af drøftelser med blandt andre Verdensbanken.

På sigt er målet, at centeret skal skabe mellem 400-500 jobs i Danmark. Det forventes at blive etableret som et selvstændigt videns- og forskningscenter.

Når erklæringen er underskrevet, starter de nærmere drøftelser om etableringen af centeret i samarbejde med Verdensbanken og CGIAR System Organization.

Forrige artikel Mobilepay får ny topchef: Skal lette koncernchefs arbejde Næste artikel Dødsfald: Skuespiller Morten Grunwald (83)