Nyrup: Folketinget får manipulerede oplysninger om finansskat

KRITIK: De oplysninger, Folketingets Europaudvalg har fået om EU-Kommissionens holdning til en finansskat, er tilsyneladende fordrejede og manipulerede, siger Poul Nyrup Rasmussen, der ønsker en offentlig høring om sagen.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) kritiserer nu den danske regering for at give et fordrejet billede af EU-Kommissionens holdning til forslaget om en skat på finansielle transaktioner.

Flere ministre med økonomiminister Margrethe Vestager (R) i spidsen har slået på, at man i EU-Kommissionens evalueringsrapport om finansskatten kan læse, at en sådan skat risikerer at koste 440.000 arbejdspladser i EU, heraf 5.000 i Danmark:

"Men det kan ikke nytte, man bare plukker en enkelt side ud. Hvis man læser rapporten i sin helhed, vil man se, at nogle af ministrenes argumenter er direkte fejlagtige i forhold til, hvad Kommissionen konkluderer. En sådan manipulation hører ingen steder hjemme," siger Nyrup, der blandt andet peger på, at de mange tabte jobs baserer sig på en beregning, hvor skatten er ti gange så høj, som den Kommissionen foreslår, samt at man ikke indregner virkningen af de betydelige indtægter fra en sådan skat.

"Hvorfor i alverden siger man ikke, hvordan det forholder sig? Hvad skal man bruge den her manipulation til?" spørger Nyrup og tilføjer:

"Man må i det mindste give Folketinget et ærligt billede af, hvad Kommissionen skriver. Hvorfor tager man ikke en offentlig høring, så alle synspunkter og ekspertvurderinger kan komme frem, også dem, der er uenige med regeringen?"

Poul Nyrup Rasmussen, der indtil november var formand for de europæiske socialdemokrater, peger samtidig på betydningen af, at alle oplysninger kommer frem netop nu:

"Det siger sig selv, at det er særlig vigtigt, at grundlaget er ordentligt i en situation, hvor Danmark har formandskabet i EU."

Læs hele interviewet med Poul Nyrup Rasmussen på Altinget | Christiansborg 

Forrige artikel Thorning har besøgt Afghanistan Næste artikel Kommunerne tager forskud på reform af førtidspension Kommunerne tager forskud på reform af førtidspension