Nyhedschef på Journalisten bliver chefredaktør på Markedsføring

Andreas Marckmann tiltræder som chefredaktør på kommunikationsfagbladet Markedsføring.

Med Andreas Marckmann som ny chefredaktør vil Markedsføring styrke både indhold og mediets digitale tilstedeværelse.

Det skriver Dansk Markedsføring i en pressemeddelelse, hvor den nye chefredaktør bliver præsenteret.

"Markedsføring skal sætte meget mere dagsorden, både bredt og i branchen. Vi skal først og fremmest være et medie, som man ikke kan lade være med at læse, hvis man vil inspireres og udfordres på sit fag inden for marketing, kommunikation og PR," siger Andreas Marckmann i pressemeddelelsen.

Andreas Marckmann tiltræder som chefredaktør på Markedsføring 1. juni. Han kommer fra Fagbladet Journalisten, hvor han i dag er nyhedschef og digital redaktør.

Stillingen som chefredaktør blev ledig, efter Uffe Jørgensen Odde opsagde sin stilling i februar.

Andreas Marckmann er 34 år og uddannet journalist. I januar 2021 udgav han bogen Håndbog i EU for journalister.

Forrige artikel TjekDet flytter ind på museet Enigma Næste artikel Mangeårig arbejdsgiver-direktør takker af