Ny kommunaldirektør i Tønder

Tønder Kommunes børne- og skoledirektør, Klaus Liestmann, er ny øverste embedsmand i kommunen.

Klaus Liestmann er navnet på Tønder Kommunes nye kommunaldirektør. Han er fundet internt i kommunens forvaltning, hvor han hidtil har siddet i en stilling som direktør for Børn og Skole samt Kultur & Fritid.

48-årige Klaus Liestmann har en lang fortid i kommunen, blandt andet var han med i sammenlægningsprocessen i forbindelse med kommunalreformen, og efterfølgende indtog han rollen som den nye kommunes første chef for Erhverv og Arbejdsmarked.

Borgmester Laurids Rudebeck (V) glæder sig over at kunne byde Klaus Liestmann velkommen i den nye stilling:

”Med Klaus Liestmann får vi en topmotiveret kommunaldirektør med stærke strategiske evner og stor viden. Klaus har visioner for kommunens udvikling, og han er en handlekraftig leder, der formår at omsætte visionerne til virkelighed i et tillidsfuldt samarbejde med det politiske system

Liestmann tiltræder den nye stilling 1. juni og afløser dermed Svend Erik Møller, der træder tilbage efter seks år for bordenden.

Forrige artikel Altingets salgschef kåret som Talent 100 Næste artikel Bygningsstyrelsen finder ny vicedirektør internt