Ny KL-formand: Vækst skal deles med fællesskabet

FORMANDSSKIFTE: KL's nyvalgte formand, Martin Damm (V), vil både tage livtag med ”dødssyg” statslig styring og den skævvridende urbanisering. Vækst er godt, men den skal komme alle kommuner til gode.

"Det var ikke noget jeg sad og drømte om ved middagsbordet, da jeg var syv år og tænkte, nu skal jeg være politiker. Men når man er lokalt engageret, så havner man i lokalpolitik."

Sådan siger borgmester i Kalundborg Martin Damm (V), der nu sætter sig i spidsen for hele Kommunedanmark som nyvalgt formand for KL. Han er klar til at bokse med regeringen i de kommende økonomiforhandlinger og til at kæmpe for frihed til, at kommunerne kan finde på velfærdsløsninger.

Martin Damm ser flere udfordringer foran sig i denne valgperiode. En af dem er kommunernes muligheder for at skabe gode velfærdsløsninger. Han mener, at kommunerne i flere år har skåret ned og leveret til genoprettelsen af den danske økonomi. Nu er det tid til at tænke nyt.

"Meget af det, der driver udgifterne i kommunerne, er sådan en dødssyg statslig regulering helt ned i detaljen. Vi er nødt til at få en drøftelse med regeringen om, at hvis det er sådan, man vil have det, kan man ikke optimere ude i kommunerne bagefter og skabe nye løsninger," siger han og fortsætter:

"Som det er i dag, svarer det næsten til, hvis man tager en jonglør og siger til ham: Du skal være innovativ og finde på en ny måde at jonglere på. Så siger han, at det vil han gerne være med til, og så ifører man ham en spændetrøje. Det kommer der ikke noget godt ud af."

Danmark i (u)balance
Ud over at komme central regulering til livs er urbanisering en anden stor udfordring. Folk flytter i stigende grad fra land til by, og udviklingen går stærkt. Det er temaet, som fylder hele dag to på årets kommunaltopmøde, og som optager Martin Damm.

"Hvad skal kommunerne gøre for at sikre, at vi ikke forstærker effekterne af urbanisering mere end højst nødvendigt, og hvordan indretter vi os efter det, der alligevel sker. Det bliver en vigtig diskussion. Min pointe er, at uanset hvor der er vækst i Danmark, så er det en glædelig begivenhed. Det har det perspektiv, at vi gør den samlede kage større, for så er det nemmere at dele skiverne," siger han og pointerer at dem, der får glæde af væksten, skal være klar til at dele for at holde sammen på fællesskabet.

For ikke at forstærke udviklingen med affolkning på landet mener Martin Damm, det er afgørende at udvikle infrastrukturen. Både med veje og med offentlige transportmuligheder, fordi det vil bringe landet tættere sammen. Et andet sted, der skal tages fat, er på bredbånd og telefoni, mener han.

"Det nytter ikke, at der er steder, hvor mobilen og internettet ikke virker. For så forstærker vi hele urbaniseringseffekten, hvis man ikke kan bo på landet og samtidig have adgang til et moderne samfund."

Bestyrelsen skal lære at stå sammen
De mange udfordringer bliver noget, som skal diskuteres i KL-bestyrelsen. Selvom sammensætningen er ny med blandt andet medlemmer fra Enhedslisten og Radikale, tror Martin Damm, at den nye bestyrelse nok skal finde en fælles stemme.

"Jeg tror, de fleste bestyrelser har det sådan, at når man starter, tager det lidt tid at finde hinanden. Alle skal lige finde ud af, at det er, når man arbejder sammen på tværs af partier, at det giver indflydelse. Det mærker man ret tydeligt, at der er nogle, der skal vænne sig til det," siger han og fortsætter:

"KL er ikke Christiansborg eller en debatklub på TV2 News, hvor det gælder om at være uenige. Faktisk er det lige modsat. Det gælder om at blive enige og om at komme med løsninger, der kan afgøre vores medindflydelse. Man skal huske, de 98 kommuner tager politisk ansvar på alle mulige måder, og det er de løsninger, vi skal skabe for dem."

Han understreger, at KL ikke bliver afpolitiseret, men at bestyrelsen tjener medlemskommunerne bedst ved at arbejde sammen.

Politik med fart på
Martin Damms politiske karriere startede i 1998, hvor han blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i den daværende Gørlev Kommune. I 2009 blev han borgmester i Kalundborg og fik samtidig en plads i KL's bestyrelse som formand for KL's teknik- og miljøudvalg.

For ham er politik en bred palet, og han nyder forskelligheden.

"Jeg kan blive lige så begejstret over at være ude til et eller andet helt lokalt arrangement, hvor man møder borgerne og får en snak om, hvordan det går. At være ude, hvor græsset gror og får taget temperaturen på den service, man leverer. Man får lidt input med hjem om, hvad man måske skal gøre anderledes. Lige til når man skal sidde og lave konstituering. Det kan tage mange timer, og det er rigtig spændende," siger han.

Til gengæld skal man ikke sætte den tidligere underviser på skolebænken.

"Det, jeg har sværest ved, er at sidde til et eller andet, hvor man får en masse informationer og ikke selv er i gang. Jeg kan lide, når der sker noget, at der er fart på, og jeg får gjort nogle ting."

Dette gør sig netop gældende, når man spørger til, hvad han som ny formand for KL ser allermest frem til.

"At komme i gang. Det er en lang periode, fra der var kommunevalg i efteråret, og derfra en masse ting, der skulle på plads. Der har været masser at se til, men nu er jeg også klar til at komme i gang."

Forrige artikel Analyse: Demokraterne frygter valgsmæk til efteråret Analyse: Demokraterne frygter valgsmæk til efteråret Næste artikel EU-lande lader de store våben ligge mod Rusland EU-lande lader de store våben ligge mod Rusland