Ny gruppeformand og politisk ordfører for Socialdemokratiet er fundet

Jesper Petersen skal være politisk ordfører, og Flemming Møller Mortensen skal være gruppeformand for Socialdemokratiet. 

Regeringen er faldet på plads, og Socialdemokratiet har ydermere offentliggjort, hvem der skal overtage posterne som politisk ordfører og gruppeformand. Det skriver partiet på twitter

Jesper Petersen, der indtil nu har været skatteordfører i partiet, bliver politisk ordfører, og Flemming Møller Mortensen, tidligere sundhedsordfører, bliver gruppeformand. 

De overtager posterne fra tidligere gruppeformand Henrik Sass Larsen og politisk ordfører Nicolai Wammen. Henrik Sass Larsen sygemeldte sig kort efter valget og blev dermed sat ud af spil til ministerposter, hvorimod Nicolai Wammen har fået finansministerposten. 

Ny politisk ordfører, Jesper Petersen, har været folketingsmedlem siden 2007. I perioden 2007-2013 var Jesper Petersen dog medlem af SF. I 2013 skiftede Jesper Petersen til sit nuværende parti, Socialdemokratiet. Han har en bachelorgrad i statskundskab og har før arbejdet som folkeskolelærer og i sekretariatet for Center for Ungdomsforskning.

Gruppeformand, Flemming Møller Mortensen, har været folketingsmedlem siden 2007. Han er uddannet sygeplejerske og har arbejdet både i Aalborg og i Grønland. 

Jesper Petersen skriver på twitter, at han har høje forventninger til det nye ministerhold.

Forrige artikel Rasmus Prehn bliver udviklingsminister Næste artikel Roskilde finder midlertidig afløser for Joy Mogensen