Ny formand i spidsen for studerende

Sana Mahin Doost er valgt som ny formand for Danske Studerendes Fællesråd, og hun skal fra februar 2017 repræsentere 170.000 studerende.

Danske Studerendes Fællesråd har fået nyt blod i form af Sana Mahin Doost, der er valgt som ny formand, skriver Omnibus AU.

Hun blev valgt i fredags og starter 1. februar 2017. Hun er datter af iranske flygtninge.

Sana Mahin Doost kommer nu til at repræsentere omkring 170.000 studerende, men den nyvalgte formand er ikke helt fremmed over for arbejdet, da hun har erfaring som næstformand for Studenterrådet på Aarhus Universitet.

Sana Mahin Doost glæder sig over tilliden, men ved, at det kommer til at betyde hårdt arbejde:

”Der er nok at se til. De studerende har været under angreb med besparelser på SU, fremdriftsreform og hele den måde, man taler om studerende på. Jeg kan ikke genkende billedet af, at de studerende er dovne og grådige, så det billede vil jeg gerne mane i jorden,” siger Sana Mahin Doost.

Forrige artikel Manu Sareen rejseguide i sit fødeland Indien Næste artikel Red Barnet får ny international programchef