Ny formand i DFU

24-årige lærerstuderende Peter Kofod Poulsen fra Haderslev er blevet valgt til at stå i spidsen for Dansk Folkepartis ungdomsafdeling.

Peter Kofod Poulsen overtager posten som DFU-formand fra Anders Vistisen, der i maj sidste år blev valgt til Europa-Parlamentet for DF.

"Jeg er meget glad for tilliden og tilsvarende ydmyg over for opgaven. Mit mål er egentligt ret enkelt: Jeg vil fortsætte det gode arbejde, som Anders Vistisen har gjort," siger Peter Kofod Poulsen i en pressemeddelelse og fortsætter:

"DF Ungdom har de seneste år fået flere medlemmer og stille og roligt blevet bedre til at markere sig. Det er udvikling på den gode måde, og det er dét, som jeg står for."

Afgående formand, Anders Vistisen, kvitterer for de rosende ord:

"Det er med største sindsro, at jeg overlader posten som formand for DF Ungdom til Peter Kofod Poulsen. Jeg kender ham rigtigt godt fra et nært samarbejde i organisationen de seneste år, og han har bestemt haft en stor aktiepost i vores fremgang og udvikling. Han er den helt rigtige mand i spidsen for DF Ungdom, det er jeg ikke i tvivl om," siger Anders Vistisen pressemeddelelsen.

Peter Kofod Poulsen er udover at være lærerstuderende og formand for DF Ungdom også regionsrådsmedlem og byrådsmedlem for DF.

Forrige artikel Mads Kastrup ny opinionsredaktør på EB Næste artikel Ridderkors af 1. grad til Jørgen Huno