Ny ferielov vedtaget: Det betyder den for dig

FERIE: Folketinget har torsdag vedtaget en ny ferielov, der blandt andet giver nyansatte ret til at holde betalt ferie i deres første år på arbejdsmarkedet.

Hvis man ansættes i et nyt job, har man ret til at optjene ferie fra dag ét.

Det er resultatet af den nye ferielov, der blev stemt igennem af alle Folketingets partier torsdag.

Indtil nu har man skulle vente i op til 16 måneder for at kunne holde ferie med løn, men med den nye lov, der træder i kraft i 2020, får alle ansatte deres optjente ferie til rådighed månedsvis i stedet for at få den forsinket i én klump 1. maj.

Hvis man eksempelvis bliver ansat per 1. september og vil holde en uges ferie i december, kan man bruge fem af de feriedage, man har optjent i sine første tre måneder i jobbet. Hver måned optjenes 2,08 feriedage, så man allerede i december i alt har seks feriedage til rådighed.

Ingen dobbeltferie i 2019
Alle lønmodtagere vil med aftalen have ret til det samme antal feriedage, som de har i dag. Og der vil fortsat være to former for feriebetaling, nemlig ferie med løn og ferietillæg eller ferie med ferie-godtgørelse.

Den nye ferielov træder først i kraft om lidt over to år - fra september 2020 - og der vil være en overgangsordning, så arbejdsgiverne slipper for at skulle udbetale op til ti ugers ferie i det år, hvor den gamle og den nye ordning overlapper. Se boksen til højre.

I 2014 vurderede EU-Kommissionen, at de danske regler var i strid med EU's arbejdsmarkedsdirektiv. Direktivet slår nemlig fast, at lønmodtagere har ret til fire ugers betalt ferie om året. Og det har man ikke som nyansat i Danmark.

Aftalen om den nye lov tager direkte udgangspunkt i de anbefalinger, regeringen i august fik overleveret af et udvalg bestående af arbejdsmarkedets parter.

Feriepenge til udsatte må findes i satspuljen
Op til forhandlingerne om den nye lov har blandt andre Socialdemokratiet og Alternativet været bekymret for, at ændringerne kunne betyde, at tusindvis af udsatte familier ville miste støtte til at holde ferie for.

Hidtil er en del af folks "glemte feriepenge" nemlig gået til Arbejdsmarkedets Feriefond, som finansierer lejrskole, familiecamping og andre ferieaktiviteter for omkring 20.000 børn, unge og voksne fra vanskeligt stillede familier.

Sidste år modtog fonden 69 millioner kroner, men ifølge Ferielovudvalgets beregninger kan fonden fremover regne med at modtage under det halve beløb, fordi lønmodtagerne med den nye ordning sjældnere vil glemme at hæve deres feriepenge.

,

Forrige artikel Dagens overblik: Løkke vil foreløbig kun sige 10 ord om storfiskersag Dagens overblik: Løkke vil foreløbig kun sige 10 ord om storfiskersag Næste artikel Regeringens teknologipagt skal sikre flere ingeniører Regeringens teknologipagt skal sikre flere ingeniører