Ny dansk dommer valgt til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Europarådets Parlamentariske Forsamling har valgt højesteretsdommer Anne Louise Haahr Bormann som ny dansk dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Man er som dommer ved domstolen valgt for en niårig periode og kan ikke genvælges.

Anne Louise Haahr Bormann skal de næste ni år være den danske dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Hun overtager fra den nuværende danske dommer ved domstolen, Jon Fridrik Kjølbro, der har varetaget posten siden 2014 og de seneste to år desuden har haft rollen som vicepræsident for domstolen.

Den danske dommer bliver valgt af Den Parlamentariske Forsamling ved flertal på baggrund af en liste over tre kandidater, som regeringen i det pågældende medlemsland indstiller. Den danske regering fandt kandidaterne på grundlag af indstilling fra Dommerudnævnelsesrådet.

Anne Louise Haahr Bormann har blandt andet arbejdet som fuldmægtig, konsulent og kontorchef i Justitsministeriet. Fra 2005-2016 var hun landsdommer i Østre Landsret, og de seneste syv år har hun været dommer i Højesteret.

Forrige artikel Christian Egander Skov vinder Weekendavisens Litteraturpris Christian Egander Skov vinder Weekendavisens Litteraturpris Næste artikel Danmarks nye rigsarkivar er fundet Danmarks nye rigsarkivar er fundet