Ny 5G-handlingsplan: "Et tigerspring i digitaliseringen"

NETVÆRK: Med en længe ventet plan vil regeringen gøre Danmark førende i brugen af 5G-teknologi. Erhvervslivet efterspørger øremærkede penge – og i baggrunden spøger kinesiske Huawei.

ODENSE: Regeringen er klar med en ny handlingsplan over, hvordan man udruller det lynhurtige 5G-netværk.

"5G er ikke bare et nyt netværk, men et tigerspring i digitaliseringen af vores samfund. Det er en oplagt mulighed for robot- og droneklyngen her på Fyn til at markere sig som førende i verden. Hvis vi formår at omsætte ny teknologi til løsninger, står vi over for et nyt eksporteventyr," siger forsyningsminister Lars Chr. Lilleholt.

Planen, der er udarbejdet af Energistyrelsen i samarbejde med branchen, har fire fokusområder: frekvenser, udrulning, regulering og anvendelse.

Herunder skal der blandt andet laves en vejledning til kommunerne, og der skal godkendes nyt udstyr, stilles nye frekvenser til rådighed og uddeles en 5G-pris.

Erhvervslivet efterspørger penge
Jakob Willer, direktør i Teleindustrien, tager umiddelbart positivt imod strategien.

"Fokus i planen er helt rigtigt: de nødvendige frekvenser til 5G, klarhed i reguleringen, rydde barrierer og stimulere efterspørgslen og anvendelsen af 5G. Men det er først nu, det rigtige arbejde begynder, og der opfordrer vi ministeren til holde damp på kedlerne, så vi også kan få det implementeret," siger Jakob Willer.

Samme indstilling har chefkonsulent hos Dansk Erhverv Poul Noer, der kalder planen "solidt håndværk" og et stort skridt mod det tigerspring, som ministeren kalder 5G.

Begge undrer sig dog over, at der med planen ikke er afsat nogen penge til at understøtte udviklingen og anvendelsen af de nye teknologier. 

"Det er lidt fattigt at tale om, at vi skal være førende i verden, men ingen penge afsætter til at understøtte det mål," siger Jakob Willer.

Lilleholt: Dækning er det vigtigste
Den indvending er velkendt for ministeren, der også har forståelse for argumenterne. Han skal nu sende nye netværksfrekvenser i udbud – det, som transporterer data på.

"Jeg ser gerne penge til området. Men vi skal først og fremmest sikre, at der er frekvenser til rådighed. På mobilsiden har jeg som minister fokus på, at vi får bedre dækning i forbindelse med frekvensauktionerne," siger Lars Chr. Lilleholt.

Kan det komme på tale, at der bliver øremærket penge til innovation, som erhvervslivet efterspørger?

"Det er der ikke taget stilling til for nuværende. Først skal vi have auktionen overstået."

Frygt for kinesisk overvågning
Den helt store elefant i lokalet er kinesiske Huawei. Selskabet producerer det udstyr, som netværket kan køre på. Blandt andet har TDC brugt kinesernes teknologi til deres forsøg med 5G.

Særligt det seneste år er skepsissen og frygten for, hvad den kinesiske stat får indblik i, hvis Huawei bliver leverandør, taget til.

Lars Chr. Lilleholt medgiver, at Huawei spiller en stor rolle på mobilnettet i Danmark allerede i dag, og fortæller, at regeringen er opmærksom på problemstillingen, når en ny teknologi skal tages i brug.

Det er forsvarsministeren, som har ansvaret for Danmark og danskernes sikkerhed, siger ministeren.

"Vi er i løbende dialog med Center for Cybersikkerhed om blandt andet udrulningen af 5G. Jeg har desværre ikke mulighed for at sige mere om sagen i dag."

Er der aftalt noget omkring Huawei, som ikke står i handlingsplanen?

"Nej. Vi følger det som sagt tæt og har fokus på sikkerhedsspørgsmålet, men det ligger et andet sted."

Læs hele artiklen på Altinget: digital (kræver abonnement). I den kan du læse om en selvkørende robot på OUH og se, hvordan ministeren vil stille krav til kommunerne.

,

Forrige artikel Per Stig Møller drømmer om en grønnere linje i Konservative Per Stig Møller drømmer om en grønnere linje i Konservative Næste artikel Dagens overblik: Riskær stiller op i hele landet – og præsenterer sit nye hold i dag Dagens overblik: Riskær stiller op i hele landet – og præsenterer sit nye hold i dag