Nu kan virksomheder kræve coronapas af deres medarbejdere

Regeringen er blevet enig med FH og DA om at give landets virksomheder mulighed for at kræve coronapas af deres ansatte. Samtidig vil regeringen søge opbakning i Folketinget til at genindføre loven om, at arbejdsgiverne kan kræve, at medarbejderne lader sig teste.  

I lyset af den stigende coronasmitte er regeringen og arbejdsmarkedets parter – som ventet – blevet enige om, at virksomheder skal kunne kræve et coronapas af deres medarbejdere. 

Samtidig vil regeringen nu anmode Folketinget om at genindføre den lov, der tidligere har givet arbejdsgiverne mulighed for at pålægge medarbejderne at blive testet.

Ifølge fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S) skal aftalen være med til at skabe tryghed og bidrage til at holde den stigende smitte nede i løbet af vinteren.

"På kort tid har vi lavet en aftale, som kan give større tryghed på arbejdspladserne og hjælpe med, at Danmark forhåbentlig kommer gennem vinteren så godt som muligt. Vi skal fortsat passe godt på hinanden, og jeg vil opfordre folk til at lade sig vaccinere," sagde han fredag formiddag.

DA: Det handler om konkurrenceevne

Mens det kan lyde voldsomt, at et coronapas nu bliver en forudsætning for at kunne gå på arbejde, har det fra fagbevægelsens side har været vigtigt at bidrage til.

"Vi skal passe på hinanden – også på arbejdspladserne. Coronapasset er en fornuftig løsning, da det vil bidrage til at holde Danmark åbent og til, at medarbejderne trygt kan gå på arbejde”, sagde formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard.

Det gælder da også om at undgå flere nedlukninger, som vil ramme virksomhederne hårdt, lyder det fra de store erhvervsorganisationer. 

"Dansk Erhverv har været ude og slå på tromme for netop det her, fordi en del virksomheder har et stort behov for at sikre både sine ansatte og den daglige drift mod coronasmitte. Vi vil meget gerne kvittere for både hastighed og resultat. Skal vi undgå nedlukninger, kræver det, at vi sammen i et godt tempo finder de rigtige løsninger," sagde direktør i Dansk Erhverv Morten Langager. 

Akademikere føler sig overset

Aftalen har dog også genoplivet en ulmende utilfredshed hos den del af fagbevægelsen, der repræsenterer de højtuddannede.  

Akademikernes hovedorganisation, der repræsenterer 450.000 højtuddannede, er ikke en del af trepartsaftalen. Ifølge organisationen selv har regeringen i 20 ud af 27 tilfælde valgt ikke at inkludere dem i de mange aftaler, der er faldet på plads under corona.

”I bund og grund handler det også om kvaliteten af coronaindsatsen i samfundet. Vi og vores medlemmer vil gå meget langt for at sikre, at samfundet og arbejdsmarkedet kommer godt igennem – også den forestående coronavinter. Men det er indlysende, at det svækker tilliden til regeringen, når de forhandler om helt nye rammer for, hvad arbejdsgiver skal have adgang til af helbredsoplysninger, uden at inddrage Akademikerne og de andre organisationer, der repræsenterer lønmodtagerne," skriver formand Lars Qvistgaard.  

Forrige artikel Dagens overblik: Regeringen vil gøre det nemmere at købe bolig uden for byerne – med en statsgaranti på lån Dagens overblik: Regeringen vil gøre det nemmere at købe bolig uden for byerne – med en statsgaranti på lån Næste artikel Radio- og TV-nævnet godkender Radio Louds ejerskifte og tager navneskift til efterretning Radio- og TV-nævnet godkender Radio Louds ejerskifte og tager navneskift til efterretning