Nogle omfavner ham, andre er dybt mistroiske. Men alle er enige om, at Martin Lidegaard står over for nogle monumentale udfordringer

En leder uden et følge er bare en mand, der er ude at gå tur.

Sådan lyder en gammel vending om politisk lederskab. Og da valgresultatet lå fast natten mellem tirsdag og onsdag i denne uge, stod det klart, at Radikale Venstre ikke længere har ret mange følgere. 

Næsten 60 procent af de stemmer, man fik i 2019, er forduftet. 

Onsdag stod det også klart, at Sofie Carsten Nielsen ikke længere ville tage det på sig at være sit partis leder. 

Nu melder spørgsmålet sig så, om hendes efterfølger, Martin Lidegaard, evner ikke bare at gøre sit parti tiltrækkende igen, men også få den decimerede folketingsgruppe til at slå følge med ham og det, han kalder sin "anden stil". En stil, der skal sikre partiet plads i en ny regering, når der i de kommende uger skal forhandles på Marienborg. 

Allerede på pressemødet torsdag aften, hvor han præsenterede sig som ny politisk leder, kunne man mere end ane sprækkerne. 

For mens Lidegaard forsøgte at gøre sin årelange kamp imod den radikale trang til ultimative krav og forhandlinger med trukket revolver til partiets, blev han for rullende kameraer underløbet af sin nye næstformand på netop spørgsmålet om ultimative krav. 

Det var det efterhånden gamle spøgelse om en dansk asyllejr i Rwanda, der på journalisternes foranledning atter hjemsøgte den radikale folketingsgruppe.  

Var det stadig et ultimativt krav, at en dansk regering ikke arbejdede videre med planerne om et dansk asylcenter i Rwanda? 

Mens Lidegaard talte om, hvilke modeller han kunne og ikke kunne se sig selv i, brød Samira Nawa ind og sagde, at "det var fuldstændigt udelukket" at støtte en regering, der går enegang.

Og da Ekstra Bladets enfant terrible, Brian Weichardt, forlangte håndsoprækning på spørgsmålet, om modstanden mod Rwanda-modellen var ultimativ, endte hele folketingsgruppen med at række hånden op. Lidegaard endda to. 

Netop den situation indkapsler Lidegaards udfordring som ny politisk leder. 

På den ene side er regeringsdeltagelse det eneste, der kan forvandle det eklatante valgnederlag til en i hvert fald delvis succes og i et videre perspektiv retfærdiggøre beslutningen om at trække tæppet væk under den regering, man selv var støtteparti for. Det var Lidegaards eget håb før valget, at det hele kunne mage sig sådan. Men her er opgivelsen af ultimative krav – formentlig også på udlændingepolitikken – afgørende.

På den anden side er folketingsgruppen åbenlyst splittet på spørgsmålet om ultimative krav, ligesom det radikale bagland er. Lidegaard endte med at følge gruppen snarere end omvendt. Og dermed følge den ned ad et spor, hvor det bliver svært at komme i regering. 

Altinget har talt med folk, der kender Martin Lidegaard og kender Radikale. Og de tegner et billede af en mand, der er delte meninger om. Nogle er meget positive over for ham som ny politisk leder, mens andre er endda meget negative. En lille gruppe frygter sågar, at det kan "smadre" og blive "begyndelsen til enden" for partiet. 

Fælles for dem er, at de tegner et billede af en leder, der får svært ved at samle partiets pragmatiske fløj og den idealistiske bag sig og føre dem ind i et regeringssamarbejde.

Vi mødes på midten 

Martin Lidegaard havde egentlig tænkt, at han var færdig i politik, da han i 2007 røg ud af Folketinget efter to perioder på Christiansborg. 

Men da Margrethe Vestager ringede til ham i 2011 og tilbød ham posten som klimaminister, kunne han ikke sige nej.

I 2014 blev han udenrigsminister, og efter folketingsvalget i 2015 begyndte han også at stige i det radikale magthierarki. Pladsen som Margrethe Vestagers efterfølger gik til Morten Østergaard, mens Lidegaard blev partiets nummer tre efter Sofie Carsten Nielsen.

I 2018 skrev han en bog om det politiske projekt, han i dag forsøger at realisere. I ‘Vi mødes på Midten’ opfordrede han til en mere pragmatisk og knap så konfrontatorisk kurs.

Det stod i skarp kontrast til Morten Østergaards hårde linje over for både højrefløjen og Socialdemokratiet i værdi- og udlændingepolitikken.

I et stort interview med Altinget sagde han desuden, at det slet ikke var på udlændingepolitikken, "vi havde de største konflikter" med Socialdemokratiet i den forrige regeringsperiode.

Det var meldinger som disse, der blev set som korrektioner til Østergaards linje, og derfor blev han smidt ud af gruppeledelsen efter valget. {{toplink}}

Martin Lidegaard tabte igen, da han i oktober 2020 forsøgte at blive politisk leder i Radikale, efter at Morten Østergaard var gået af på grund af en række sager om krænkelser mod kvinder. 

På et herostratisk berømt gruppemøde på Den Sorte Diamant i København tabte Lidegaard kampvalget med stemmerne 4-12 til Sofie Carsten Nielsen, der dengang var næstformand. 

Ifølge kilder mistede Lidegaard en del støtter i den radikale folketingsgruppe, da der undervejs i processen begyndte at florere interne rygter om, at der måske også var en krænkelsessag på Martin Lidegaard. Det har han efterfølgende selv afvist. 

Oven på nederlaget til Sofie Carsten Nielsen overvejede Martin Lidegaard at forlade Radikale og danne et nyt midterparti eller endda helt at forlade politik. Men efter et par måneder endte han som bekendt med at blive – og Sofie Carsten Nielsen gjorde ham til næstformand, hvor han fik særligt ansvar for politikudvikling.  

Som kilder tæt på Radikale på Christiansborg fortæller, vidste man godt internt i partiet, at det var afgørende at fastholde Lidegaard. Ellers kunne det meget vel have splittet partiet endnu mere.

Taler man med det radikale bagland, er der dog langtfra enighed om, hvad man synes om nu at have en politisk leder, der var på nippet til at bryde med sit parti og stifte sit eget efter det kiksede forsøg for to år siden. 

Mens nogle kalder ham illoyal og ikke har tillid til ham, ser andre det omvendt sådan, at det netop er et udtryk for, at Lidegaard valgte partiet ekstra til ved at blive.

Forskellige måder at lave politik på 

Den nyslåede radikale leders overordnede politiske rationale er, at han brænder for mange politikområder, og at han derfor ikke har lyst til, at udlændingepolitikken skal fylde det hele og ødelægge muligheden for, at partiet kan bære et regeringsansvar. 

Hans mål er grundlæggende at skubbe Radikale ud af positionen, hvor især Venstre og Socialdemokratiet kan bruge Radikale som blandingen af et fjendebillede og en boksebold i udlændingepolitikken. 

Kilder med indgående kendskab til Radikale peger på, at Martin Lidegaard i substansen er helt enig med for eksempel Zenia Stampe, der repræsenterer den idealistiske og knap så kompromissøgende fløj i partiet. 

Han bruger bare en anden strategi i forsøget på at nå målet, lyder det. 

"Andre er mere optagede af det, der sker i offentligheden. Det er bare forskellige måder at lave politik på," siger en kilde tæt på partiet.

Bedømt på pressemødet ser det dog ud til, at det kan blive lettere sagt end gjort for Lidegaard at skaffe opbakning til sin metode. 

I Vandrehallen blev det nemlig skåret ud i pap, at Rwanda er blevet et slags symbol på de stridigheder, der findes i både folketingsgruppen og i hovedbestyrelsen.

Derfor går Lidegaards dilemma på, at han kan blive tvunget til at gå med på noget, der krydser Zenia Stampe og hendes støtters grænse, hvis partiet igen skal i regering. 

"Hvis han skal i regering, så er han jo nødt til at hugge en hæl og klippe en tå. Man kan ikke deltage i reelle forhandlinger, hvis man har et ultimativt krav i offentligheden," lyder det fra en kilde. 

Begyndelsen på enden 

For en anden og mere Lidegaard-kritisk kilde viser pressemødet, at "Martin er meget og måske lidt for ivrig efter at komme ind og få indflydelse i en regering". 

Kilden peger på, at en tur i regering kan svække det radikale brand – der i forvejen er temmelig ramponeret – endnu mere. 

Logikken er, at det vil fremstå alt for utroværdigt, hvis man dropper de ultimative krav, som man jo har ført valgkamp på, i bytte for et par ministerposter. 

"Det kan jo virkelig være begyndelsen til enden for os," lyder det fra en kilde i partiet, der i hvert fald kræver "en god deal", hvis det endelig skal være. 

En anden kilde frygter, at det vil kunne "smadre" partiet at gå i regering. Det kan nemlig blive udlagt som om, at strategien med at vælte Mette Frederiksens etpartiregering og kræve en ny med flere partier til syvende og sidst virkede efter hensigten. 

"Men valgresultatet var en katastrofe, vores politiske leder måtte gå af, og det kalder på selvransagelse," lyder det. 

Omvendt er mange enige om, at "det vil ligge rigtig dårligt til Martin", hvis Radikale ender uden for regering. 

Én peger sågar på, at en tur i ministerbilerne reelt set vil være det eneste, der kan give bare en smule oprejsning til det kriseramte parti, der historisk har ernæret sig ved at regere Danmark.

Radikal ind til benet 

Selvom Martin Lidegaard repræsenterer en slags yderlighed på det radikale idealisme-spektrum, er der i baglandet udbredt enighed om, at valget af Martin Lidegaard var det rigtige. Kun ganske få af de kilder i partiet, som Altinget har talt med, kritiserer folketingsgruppens beslutning.

Alle er nemlig enige om, at Lidegaard er en uhyre dygtig politiker, der både kan brænde igennem i forhandlinger og på tv. 

En kilde peger på, at han er "enormt kreativ" og "idérig" i sit politiske arbejde. 

Et eksempel er hans forslag om den grønne investeringsfond, der i dag er blevet til reel politik med et bredt flertal bag sig. Et andet er det fjernvarmeudspil, partiet lancerede undervejs i valgkampen. 

Og selvom Martin Lidegaard ikke har det samme brede netværk i baglandet som for eksempel Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen havde, bliver han betegnet som en person "der er radikal ind til benet". 

I den forbindelse skal det nævnes, at den 53-årige cand.comm. er opvokset på Krogerup Højskole i Nordsjælland med tre brødre, Øjvind, Kresten og Bo, der er henholdsvis professor og overlæge på Rigshospitalet, biolog og tidligere chefredaktør på Politiken. 

Nogle mener derfor, han taler lige ind i hjertet på de veluddannede, talende klasser, der læser Politiken, ser DR2 og tager på højskole i sommerferien. 

I samme boldgade fremhæves han som én, der ikke ligefrem er folkelig i "klassisk forstand". 

"Andre kan måske føle, at han er en lille smule lang i spyttet, fordi han lidt holder foredrag, når han taler." 

En baglandskilde tror dog, at Martin Lidegaards stil kan være med til at gøre Radikale til et parti, der genvinder evnen til at appellere til bredere og ældre vælgergrupper. 

"Vi er meget blevet et parti for unge mennesker i de store byer," lyder det. 

Også på Christiansborg hersker der respekt om Martin Lidegaard. Han er ikke konfrontatorisk. Og han er sådan en, man godt kan diskutere politik med, selvom man ikke er enige, lyder det fra politiske modstandere. 

Én af dem er Dansk Folkepartis nu tidligere folketingsmedlem René Christensen. 

"Som DF’er synes jeg jo, det er et dårligt valg. Men hvis jeg var radikal, ville jeg synes, det var klogt," siger han. 

"Ikke for at nævne nogle navne, men Radikale har jo i hvert fald haft nogle, der taler meget – og også ret skingert. Der har han den styrke, at han også kan lytte. Det er ikke det samme som, at han også giver sig, men han lytter trods alt. Man skal altid huske, at nogle gange har man magten, og nogle gange har man den ikke. Og de, der råber højest, når de har magten, er dem, der får det sværest, når de ikke har den." 

Har du oplevet, at der har været nogle radikale, der har glemt det? 

"Ja, flere. Men han er ikke en af dem."

Ikke hjertevarmt, men fornuftigt 

De seneste 20 år har været hårde for Radikale Venstre.

Hvor man før 2001 var partiet, alle skulle have en alliance med for at få adgang til regeringskontorerne, har man efter 2001 været partiet, alle skulle afsværge højt og helligt, hvis man ville have nøglerne til regeringsmagten.  

Så sent som ved Folketingets åbning udelukkede Mette Frederiksen, at hun ville danne regering alene med Radikale. 

Under valgkampen lød det fra toppen af begge partier, at forholdet var blevet meget forbedret. At der blev orienteret gensidigt, inden man spillede ud i valgkampen. At man var begyndt at tale godt sammen igen. 

En socialdemokratisk topkilde udtrykte det endda sådan, at "de radikale nok har været mere sure på os, end vi har været på dem", mens man i den radikale top talte om, "at forholdet var blevet fornuftigt, ikke hjertevarmt, men fornuftigt". 

Nu hviler det så på Martin Lidegaard, om han kan føre sit parti ud af den politiske ørkenvandring. 

At det er, og igennem mange år har været, hans mål, er der ingen tvivl om. Spørgsmålet er om hans parti – fra folketingsgruppen over hovedbestyrelsen og ultimativt de radikale vælgere – vil følge ham. 

Ellers er han bare en mand, der er ude at gå en tur.

{{toplink}}

katrine@altinget.dk, malte@altinget.dk, es@altinget.dk