Nikolaj Bøgh afløser Barfoed

Den tidligere rådgiver for socialminister Henriette Kjær (K), Nikolaj Bøgh, stiller op til Folketinget ved næste valg. Han stiller op i Lars Barfoeds tidligere kreds, Frederiksberg. 

Frederiksberg Konservative Vælgerforening har torsdag aften valgt, hvem der skal overtage Lars Barfoeds plads som kredsens konservative folketingskandidat. Nikolaj Bøgh, der er rådgiver i JKL og medlem af kommunalbestyrelsen, overtager Barfoeds plads.

På sin Facebook-proil skriver Nikolaj Bøgh:

”Meget stolt nyvalgt konservativ folketingskandidat på Frederiksberg. Folketinget mangler i høj grad Frederiksbergs konservative stemme og fokus på de værdier, der er så grundfæstede hos os. Jeg glæder mig til at gå i gang med arbejdet med igen at sikre Frederiksberg-konservatismen en plads på Christiansborg."

Nikolaj Bøgh er i den konservative gruppe på Frederiksberg medlem af kommunens undervisningsudvalg, kultur- og fritidsudvalg, arbejdsmarkeds- og uddannelsesudvalg, by- og miljøudvalg samt børneudvalg. Han er desuden formand for By- og Pendlercykelfonden og er ansat som rådgiver i kommunikationsvirksomheden JKL.

Han har tidligere arbejdet som chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening og som særlig politisk rådgiver for socialminister Henriette Kjær (K).

Forrige artikel Viggo Fischer forlader Konservative Næste artikel Nina Eg bliver ny direktør i København