Mediecheferne nedprioriterer kulturstoffet i en tid, hvor det aldrig har været vigtigere
Kulturjournalistikken har aldrig været vigtigere, og alligevel vælger medierne at nedprioritere kulturstoffet. De glemmer, at nogle af tidens helt store historier i bund og grund er kulturhistorier, skriver Niels Frid-Nielsen.
Forleden sendte Radio4 Kulturmagasinet for sidste gang. Sidste år nedlagde Jyllands-Posten deres kulturredaktion for at integrere den i en større indlandsredaktion.
Berlingske har gemt deres kultursider bagerst i Business-tillægget. Her fylder kongehuset, mad og vinsnobberi tilsat lidt livsstil kultursiderne på den ellers så traditionsrige avis.
TV Avisen har mistet sin kulturkorrespondent, og erstattet hende med kongerøgelse. På TV2 News har kulturmedarbejderen travlt med at grave sne.
Det er som om, mediecheferne på de store, landsdækkende medier synes at mene, at kulturstof kan være rart at have, men at det langt fra er nødvendigt i krisetider.
Man kan med nogen ret spørge, om kulturstoffet rent faktisk er livstruet i danske medier?
Mens vi venter på svaret på det spørgsmål, må man nok indrømme, at kulturjournalisterne i Danmark selv har en del af skylden.
Let skjult reklame for alt, hvad der lugter lidt af kultur, har fået lov til at præge billedet.
Mange interviews præges af ukritiske spørgsmål, der metaforisk set minder om hunde, der slikker hinanden i bagdelen. Såkaldt "brun tunge"-journalistik er resultatet.
Slet skjult kultursnobbisme har erstattet en sund kritisk sans.
Sløve mellemregninger har erstattet væsentlige afsløringer.
Alt for mange anmeldelser tør ikke gå til stålet.
Hvis mediecheferne skal opdage potentialet i kulturjournalistikken, må kulturjournalisterne øve selvjustits og gøre op med dovenskab og flokmentalitet.
Der er nemlig grund til at minde om, at nogle af tidens helt store historier i bund og grund er kulturhistorier.
Afsløringen af teaterchef Jon Stephensens urimelige opførsel overfor ansatte viste, at der er brug for at kulegrave arbejdsforholdene i danske kulturinstitutioner. I samme retning peger de erstatninger, DR har måttet udbetale til tidligere sangere i Pigekoret, ligesom afsløringerne af mobning på balletskolen på Det Kongelige Teater viser nødvendigheden af kritisk kulturjournalistik.
De seneste års afsløringer af seksuel chikane, kønsdiskrimination og racisme er udgået fra kulturlivet og medieverdenen og viser behovet for kulturjournalistik, der kulegraver etiske udfordringer og dilemmaer.
De danske skatteydere finansierer landets store kulturinstitutioner, fra Statens Museum for Kunst til Det Kongelige Teater og Danmarks Radio.
Der er naturligvis behov for at følge pengestrømmene, at tilse at pengene tilgår dem, der har mest behov, og at de spredes i hele landet.
Debatten om den såkaldte koranlov har vist, at der må vises særlige hensyn til kunst- og kulturlivet, hvis ikke ytringsfriheden skal indskrænkes i vor tid. Kulturjournalister må holde politikere og opinionsmagere i ørerne, når ytringsfriheden trues.
Kunstig intelligens kommer til at ændre informationsstrømme lokalt og globalt. Vi har brug for journalister, der ikke bare jubler over de nye muligheder, kunstig intelligens giver os, men også kritisk overvåger fake news, desinformation og mediemanipulation.
Jeg har selv her i Altinget peget på risikoen for at trolde og robotter vil forsøge at snyde ved det kommende EP-valg. Tilsyn med techgiganterne er det måske vigtigste, nye stofområde indenfor kulturjournalistikken.
Kultur, fritid, sport og medier udgør en stadig større del af danskernes liv. Udviklingen af vores byrum handler i dag i høj grad om arkitektonisk kvalitet og mulighed for grønne og kulturelle oplevelser nær boligen.
Kulturlivet tilbyder de fællesskaber, der i dag giver os mening, perspektiv, værdier og identitet. Vi har i dag mere end nogensinde brug for kulturjournalistik, der sætter ord på udforskningen af fremtidens Danmark.{{toplink}}
Tidligere forsvarsminister: Er houthierne de moderne pirater?
Poul Madsen: Nordic Waste-sagen kan blive en kæmpe boomerang tilbage i hovedet på Mette Frederiksen
