Nicolai Wammen vil være Finansministeriets grønne kassemester

VAGTSKIFTE: Klimaet skal have en langt større rolle i Finansministeriets arbejde, end det hidtil har haft. Sådan lyder det fra den nye finansminister, Nicolai Wammen, som er indtrådt som chef for den danske pengekasse.

Klimaet skal være den røde tråd i Finansministeriets arbejde de næste fire år. Og pengene skal der nok komme styr på.

Sådan lød det overordnede budskab fra Nicolai Wammen (S), da han torsdag eftermiddag fik overdraget posten af afgående finansminister Kristian Jensen (V) og minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V).

Den traditionsrige overdragelse fandt sted i Finansministeriets ikoniske røde bygning, hvor både embedsmænd, pressefolk og familie og venner var stimlet tæt sammen i ministeriets grøntbeklædte "Rentekammeret" for at se ministeroverdragelsen.

Og selvom det næppe var tiltænkt, skulle netop væggenes grønne farve i løbet af den godt halve time, som seancen varede, på symbolsk vis vise sig at understrege den dagsorden, som Nicolai Wammen som nybagt minister bragte for dagen.

For det var i høj grad Finansministeriets rolle i forhold til den grønne omstilling, som fyldte hos den nye S-minister.

Champagne og klima på dagsordenen
I sin overdragelsestale fortalte departementschef Martin Præstegaard, som selv fratræder sin stilling 1. september, at man så frem til at ”løse alle de ubekendte ligninger” med den nye minister, som internt blandt ministeriets medarbejdere allerede var døbt ”Wammen”.

Og mens der traditionen tro både blev skålet i champagne og råbt et trefoldigt hurra til de to afgående ministre, valgte netop Nicolai Wammen også at benytte lejligheden til at slå fast, at klimaet vil få en langt større rolle i Finansministeriet med ham ved roret.

”Jeg kan sige, at ’Wammen’, han bliver en grøn kasseminister. Og vi kommer til at komme med flere udspil, der vil vise det, i den kommende tid,” lød det fra den nye finansminister, der samtidig slog fast, at klimaet for fremtiden skal tænkes ind i hele samfundet ”på en ny måde”.

Hverken under sin tale eller efterfølgende til de fremmødte journalister kom Nicolai Wammen dog ind på, hvilken betydning en grønnere dagsorden vil have for Finansministeriets regnemodeller.

Ikke ligefrem det søde liv
Departementschefen understregede i sin tale til den nye minister også, at det ikke altid er det ”søde liv at sidde på pengekassen”. Dertil lovede han, at posten i høj grad byder på ”masser af arbejde, frustrationer og tonsvis af sager”.

På samme vis valgte Kristian Jensen, med et glimt i øjet, også at minde Nicolai Wammen om, at det med det medfølgende arbejdspres som finansminister ikke altid er lige nemt at opretholde et internationalt udsyn, da man ikke skal mere end 20 meter væk fra skrivebordet, ”før medarbejderne tror, at man er på flugt”.

Kristian Jensen understregede samtidig vigtigheden af, at hans afløser først og fremmest holder fast i Danmarks velstand i de kommende år.

Formaning: Kassen skal stemme
Samme pointe havde Sophie Løhde, der i sin tale ikke lod Nicolai Wammen slippe for den kritik, som er kommet fra de blå partier i de seneste døgn om, at den nye regerings politiske målsætninger mangler konkret finansiering.

”Du skal i gang med at finde en masse milliarder til at betale regningen for jeres politiske forståelse, hvor I da i hvert fald er lykkes med at finde forståelse og blive enige om alle udgifterne,” lød det fra Sophie Løhde i en bemærkning, som på trods af spredt latter blandt tilhørerne utvivlsomt var ment lige så meget som en alvorlig formaning til den nye minister.  

Som prikken over i’et valgte hun som indtrædelsesgave at forære Nicolai Wammen en raslebøsse, så han nu ”kunne begynde indsamlingen til de mange løfter”.

Som beroligende svar på både Kristian Jensen og Sophie Løhdes bekymringer understregede den nye finansminister i sin tale, at han var fuldt ud bevidst om det medfølgende økonomiske ansvar, og at kassen skal stemme, uanset hvem der har det politiske ansvar.

Duplo-sæt og bredt samarbejde
De politiske stikpiller til trods var der dog intet, der holdt Nicolai Wammen og de to afgående ministre fra at udveksle varme kram imellem talerne.

Som aftrædelsesgave fra Nicolai Wammen modtog Sophie Løhde et duplo-sæt med beskeden fra S-ministeren om, at den nye regering ønsker fælles løsninger og ”gerne ville bygge bro” hen over midten.

”Vi har nu dannet en regering, som har Radikale, SF og Enhedslisten som parlamentarisk grundlag. Det er vi glade for. Men det er også en regering, der vil stå for et bredt politisk samarbejde,” lød det fra Nicolai Wammen.

Wammen: Vi kan finde balancen
Efter ceremonien afviste den nye finansminister, at det vil blive et problem at finde penge i statskassen til både den grønne omstilling og et løft af velfærden.

”Vi tager det helt roligt. Det er, hvad oppositionen skal sige. Det, jeg kan sige som finansminister, er, at vi vil passe godt på vores velfærdssamfund. Vi vil sætte en grøn retning, og vi vil selvfølgelig også sørge for, at der er styr på økonomien,” udtalte Nicolai Wammen.

Derudover mener han ikke, at det vil blive et problem at øge beskæftigelsen og samtidig undgå at øge uligheden i samfundet, som regeringen lover i sin politiske forståelse.

”Jeg tror altid, det er svært at være finansminister. Men jeg mener godt, at man kan finde den balance. Og det er jo det, som jeg har som én af mine opgaver foran mig,” lød det fra Nicolai Wammen.

Mens journalisterne sværmede om Nicolai Wammen efter overdragelsen, kunne både Kristian Jensen og Sophie Løhde ubemærket stille sig i hver deres hjørne af salen og sludre med de ansatte i ministeriet. Nærmest som en manifestation af den nye virkelighed uden en ministerpost for de to venstrepolitikere.  

Forrige artikel Jeppe Kofod forlader Bruxelles en måned efter genvalg: Når Danmark kalder, siger man ja tak Jeppe Kofod forlader Bruxelles en måned efter genvalg: Når Danmark kalder, siger man ja tak Næste artikel Magtfuld og musikelskende borgmester er ny kulturminister: Magtfuld og musikelskende borgmester er ny kulturminister: "Min støvsuger har dirigeret mangt en arie"