Nej-partier parate til at godkende Europol

NEJ: Regeringen har opbakning fra samtlige EU-kritiske partier til at sikre Danmarks fortsatte deltagelse i Europol. DF er om nødvendigt parat til at opgive permanent grænsekontrol.

Trods nej'et ved torsdagens folkeafstemning om retsforbeholdet vil Danmark også være en fuldgyldig del af det europæiske politisamarbejde i Europol i 2017.

Det er i hvert fald ambitionen for alle Folketingets partier, der allerede mandag i næste uge er indkaldt til forhandlinger med regeringen om Danmarks fremtid i Europol.

1. april 2017 var ellers sat som den endelige skæringsdato for, hvornår Danmark vil blive tvunget til at forlade politisamarbejdet.

Her går samarbejdet fra mellemstatsligt niveau til overstatsligt niveau og støder dermed mod det danske retsforbehold, som står uændret tilbage efter torsdagens folkeafstemning.

Dansk Folkeparti anbefalede et nej ved folkeafstemningen, men ønsker at fastholde Danmark i Europol.

Derfor glæder partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, sig over, at regeringen vil sætte skub i de forhandlinger om en parallelaftale om Europol, som den tidligere regering satte i stå.

”Jeg er meget tilfreds med, at han (Løkke - red.) rykker på det med det samme. Jeg er enig med statsministeren i, at nej'et ikke er et nej til samarbejdet hen over grænserne i forhold til kriminelle og dermed et samarbejde i Europol,” siger Kristian Thulesen Dahl.

EL: Europol er vigtigt
Hos det andet borgerlige nej-parti, Liberal Alliance, er der heller ingen tvivl at spore om opbakningen til Danmarks tilslutning til det fremtidige overstatslige Europol-samarbejde.

”Selvfølgelig skal vi være med i Europol. Det, vi har været imod ved den her afstemning, har været at afgive al suverænitet på retsområdet på én gang,” siger Liberal Alliances EU-ordfører, Christina Egelund.

Enhedslisten er særligt i den sidste del af valgkampen blevet kritiseret for at være uklare, når der skulle svares på spørgsmål om Danmarks fortsatte deltagelse i Europol.

Men partiets retsordfører, Pernille Skipper, håber nu, at Danmark kan få en parallelaftale, hvor der også sikres værn om borgernes retssikkerhed.

”Der er ikke nogen tvivl om, at det er vigtigt, at politiet samarbejder også gennem Europol og den måde, man udveksler oplysninger på. Men jeg synes også, at retssikkerheden skal med,” siger Pernille Skipper.

Plan B – ny folkeafstemning
Hun appellerer til statsministeren om at gøre et helhjertet forsøg på at få en parallelaftale på benene, på trods af at det ikke er en idé, der er groet i hans have.

Det samme gør Kristian Thulesen Dahl.

”Vores forventning er, at man arbejder loyalt fra regeringens side på en parallelaftale. Det skal ikke være sådan, at man bare vil læne sig tilbage og ikke seriøst vil forhandle det. Og det vil vi selvfølgelig følge godt med i,” siger han.

Skulle det vise sig, at EU-Kommissionen eller nogle af de øvrige EU-lande skulle spænde ben for en dansk parallelaftale, eller at en aftale ikke nå at falde på plads inden april 2017, så opererer både Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti med en plan B.

I sidste instans ser alle tre partier sig parate til at støtte en ny folkeafstemning, hvor der foretages et begrænset tilvalg af Europol.

”Men vi foretrækker en parallelaftale. For det betyder, at man ikke afgiver selvbestemmelse, men kan trække sig igen, hvis det for eksempel går galt med retssikkerheden,” siger Pernille Skipper.

Farvel til permanent grænsekontrol
Hos Dansk Folkeparti er spørgsmålet om en ny folkeafstemning også ømtåleligt. For selv et begrænset tilvalg af Europol vil indebære, at Danmark skal melde sig helhjertet ind i det overstatslige Schengen-samarbejde.

Og det vil en gang for alle banke en pæl gennem hjertet på partiets drøm om at bryde med Schengen for igen at kunne gennemføre permanent grænsekontrol.

”Det er klart, at hvis ikke det lykkes med en parallelaftale, så vil vi i sidste ende gøre vores til, at vi melder os til Europol ved den tilvalgsordning, som jo er defineret som en metode, man kan gøre det med,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Og dermed også give den indrømmelse, at I accepterer Schengen-samarbejdet?

”Ja. Det er jo vilkårene.”

,

Forrige artikel Jyske kommuner siger nej til sammenlægning Jyske kommuner siger nej til sammenlægning Næste artikel Løkke: Nej’et er også et nej til EU Løkke: Nej’et er også et nej til EU