Næste generation overtager formandspost i Mærsk

Robert Mærsk Uggla bliver ny bestyrelsesformand i A.P. Møller – Mærsk. Han overtager fra den nuværende formand Jim Hagemann Snabe, der sammen med Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla udtræder af bestyrelsen.

Robert Mærsk Uggla indstilles som ny bestyrelsesformand i A. P. Møller – Mærsk.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Dermed står rederifamilien overfor næste generationsskifte, når den nuværende formand Jim Hagemann Snabe og næstformand Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla udtræder af bestyrelsen.

"Jeg er meget ydmyg over indstillingen som formand for virksomheden. Vi påbegyndte omstruktureringen og fornyelsen af ​​A.P. Møller – Mærsk i 2016 og er nået langt på mange fronter. Jeg er taknemmelig for Ane og Jims bidrag til virksomheden og deres personlige støtte også i fremtiden," udtaler Robert Mærsk Uggla.

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla har siddet i bestyrelsen for A. P. Møller - Mærsk siden 1991 og har været næstformand siden 2003. Jim Hagemann Snabe har været formand siden 2017.

Robert Mærsk Uggla er formand for Mærsk Tankers og direktør for A.P. Møller Holding. Han er søn af Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla og Gustav Peder Hansson Uggla og dermed barnebarn af skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller.

Marc Engel ventes at tiltræde som ny næstformand, når ændringerne i bestyrelsen træder i kraft i forbindelse med selskabets ordinære generalforsamling 15. marts.

A. P. Møller - Mærsk opererer i 130 lande og beskæftiger 95.000 medarbejdere.

Forrige artikel Socialdemokratisk stemmesluger fra Nordjylland genopstiller ikke Socialdemokratisk stemmesluger fra Nordjylland genopstiller ikke Næste artikel Støjberg bliver tv-vært på dk4 Støjberg bliver tv-vært på dk4