Morten Nielsen ny pressechef for Landbrug & Fødevarer

Morten Nielsen (42) bliver ny pressechef i Landbrug & Fødevarer, oplyser organisationen. Han har bl.a. en fortid i Socialdemokratiets pressetjeneste.

Han, der er uddannet på RUC, har senest arbejdet for PostNord med presse og strategisk kommunikation, ligesom han tidligere har arbejdet i pressetjenesten hos Socialdemokratiet.

Det oplyser Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

"Jeg er selvfølgelig utrolig glad for, at det er lykkedes os at få Morten med på holdet. Med ham får vi en pressechef, der kan holde fast i langsigtede strategier uden at miste den hurtige dag til dag-håndtering. Han har politisk erfaring og en kommunikationsfaglig indsigt, der helt sikkert vil komme vores medlemmer og Mortens nye kollegaer til gavn," siger Christian Hüttemeier, kommunikationsdirektør i Landbrug & Fødevarer.

Morten Nielsen afløser Søren Andersen, som i august blev særlig rådgiver for Mogens Jensen (S), der er minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling samt nordisk samarbejde.

"Jeg glæder mig til at udbrede fortællingen og fremme forståelsen for et af Danmarks stærkeste erhverv. De danske fødevareproducenter har både store visioner for fremtiden og stærke traditioner med i bagagen. Det bliver vanvittigt spændende," siger Morten Nielsen.

Forrige artikel Erhvervsministeriet henter ny pressechef fra Socialdemokratiet Næste artikel Christian Bendix presserådgiver for radikale MEP'ere