Moll stopper på Radio24Syv

Efter et år som chefredaktør for Radio24Syv har Suzanne Moll valgt at forlade stationen med udgangen af januar 2013.

Radiostationens ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør, Jørgen Ramskov, overtager det direkte ledelsesansvar i nyhedsafdelingen. Der ansættes desuden en ny administrationschef på stationen. Det skriver Radio24Syv i en pressemeddelelse. Molls fratrædelse kommer en uge efter fyringen af kanalchef Mads Brügger, der blev afskediget med øjeblikkeligt varsel med begrundelsen "samarbejdsvanskeligheder". Til bt.dk siger Suzanne Moll: "I virkeligheden er jeg blevet tilbudt mit nye job for et par måneder siden. Jeg sagde op på Radio24syv midt i oktober, men aftalte med bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen at vente med udmeldingen, til vi havde overstået radioens et års jubilæum. Pludselig kom den anden sag," siger hun med hentydning til Brüggers afgang. Suzanne Moll vender tilbage til organisationen International Media Support, hvor hun arbejdede en overgang efter et kort ophold i DR.
Forrige artikel Pind og Haarder bag slagsange til landsmødet Næste artikel Bendix og Bjerre forlader DR