Moderaterne til Brinkmann: Man kan ikke realisere det gode liv, hvis ens medborgere ikke bestiller noget
Samfundets velstand vil svinde ind og social mobilitet vil være en by i Rusland, hvis vi som samfund ikke gider at arbejde. Vi skal ikke møde anti-work bevægelsen med arbejdsmoralske opsange, men med reformer, skriver Rasmus Lund-Nielsen i et svar til Svend Brinkmann.
Debatten om arbejdstid raser.
Svend Brinkmann har gjort sin entré med henvisning til et studie, der efterviser det banale forhold, at man kan foretage sig mere behagelige ting end at arbejde. Med henvisning til dette studie, giver Brinkmann opbakning til dem, der mener, at vi skal arbejde mindre.
Det omtalte studie kan imidlertid ikke bruges til noget, når vi skal fælde dom over arbejdets værdi. Studiet bærer titlen "Are you happy while you work?" og hører metodisk til genren 'experience sampling method-studier'. Her spørges: Hvor behageligt oplever du den aktivitet, du er i gang med nu? Studiet måler dermed udelukkende oplevelsen af at arbejde.
Studiet ser dermed bort fra alt det, der ligger ud over denne oplevelse: Hvad det giver ens identitet at være et beskæftiget individ, det fravær af bekymringer, som dette medfører, velværet forbundet med at få løn den første i måneden – og de mange positive ting, denne løn giver adgang til. Om det er studiet tavst. {{toplink}}
Brinkmann er paradoksal
Det er paradoksalt, at Brinkmann lægger dette studie til grund for sin arbejdskritik. Brinkmann er aktuel med en kritisk bog om "Oplevelsessamfundet", om hvilken man kan læse: "Vi lever i et oplevelsessamfund, hvor enhver værdi gøres op i, om individet har fået en god oplevelse, og hvor oplevelsesøkonomien er vokset enormt ved at appellere til forbrugernes begær efter underholdning".
Det voksende ubehag ved at arbejde hidrører også fra det moderne menneskes jagt på behagelige underholdningsoplevelser.
Brinkmann tager forfatteren til Ærø-manifestet i forsvar. En bog, hvori der stod: "Der er oplevelser, og så er der travlhed, og de to udelukker hinanden". En forherligelse af oplevelser, som det kan undre, at Brinkmann går i bedene.
Brinkmann indskriver sig med sin kritik i en trend, der handler om i højere grad at gøre det, man har lyst til, i stedet for det, som er det rigtige set i et større perspektiv. En af de fremmeste repræsentanter for Fire-bevægelsen i Danmark er Loui Lam. Han investerer over halvdelen af sin løn med henblik på at kunne vælge jobbet fra og "leve et mere lyststyret liv". Han udtaler i en artikel:
"Det drejer sig mere om at gøre, hvad man har lyst til."
Arbejdets værdi ligger i dets indvirkning på andre
Det omsiggribende ubehag ved at arbejde er kulminationen på en mangeårig forrykkelse af værdierne pligt og lyst. I efterkrigstiden dominerede pligtmennesket. Man oprettede FN i 1945 og vedtog menneskerettighedserklæringen i 1948. Det var en moralismens tidsalder, hvor man havde blik for den anden.
I dag trives lystmennesket i en økonomismens tidsalder. Mennesket af i dag ligner en gartner, der forsømmer sine blomster for at jage efter sommerfugle. Det stigende arbejdsubehag er således et sindbillede på en klassisk høste-så-problematik: Ingen gider at så, alle vil gerne høste.
Selvom arbejdets værdi i høj grad ligger i, at man modtager løn, så er den primære værdi ved at arbejde - og grunden til, at hamsterhjulsmetaforen er forfejlet – ikke en værdi, man selv modtager, men en værdi, andre modtager. Dem, man berører med sit arbejde. Patienten, lægen behandler. Eleven, læreren underviser. Koncertgængeren, musikeren beriger. Arbejdets sande værdi ligger i dets indvirkning på andre mennesker.
Det kunne man i øvrigt også se glimt af i førnævnte studie. For selvom det at arbejde scorede næstlavest over lykkebringende aktiviteter, scorede det at gå til koncert og i teater næsthøjest. Aktiviteter, der ikke ville være mulige, hvis musikeren eller skuespilleren havde nedlagt arbejdet. Deraf høste-så-problematikken. {{toplink}}
Vi skal møde anti-work med reformer
Det er muligt, at det er fantasiløse politikere, der ønsker, at vi skal arbejde mere. For mig at se må folk arbejde præcist så meget, de vil. Det er dog en anelse fantasifuldt at tro, at man uden videre kan realisere det gode liv i et samfund, hvor ens medborgere ikke bestiller noget. Det gælder særligt for dem på samfundets bund. De vil blive tiltagende forstaklede i takt med, at samfundets velstand svinder ind.
Den sociale mobilitet vil være en fjerntliggende by i Rusland. Men selvfølgelig må folk arbejde det, de vil. Det er derfor, anti-work bevægelsen ikke skal mødes med arbejdsmoralske opsange, men med reformer af samfundet. Reformer, der belønner dem, som gør en indsats.
Den universelle velfærdsstat kunne blomstre i moralismens tidsalder.
I økonomismens tidsalder udestår et arbejde med at tydeliggøre, at arbejdsindsats og velfærdsydelser er forbundne kar. Derfor bør vi udvide arbejdsmarkedspensionerne, så egenopsparing til pension og ældreomsorg fylder mere.
I økonomismens tidsalder er vi således nødsaget til at udbrede det gamle princip, som Paulus knæsatte i Andet Korintherbrev 9,6: "den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt."
Det kan gøres socialt afbalanceret, så vi stadig holder hånden under dem, der ikke kan arbejde.
Det nye er, at flere og flere ikke vil arbejde, men stadig nyde godt af velfærden. Det vil klippe vingerne af hulmebien, hvis ikke vi ændrer noget.
Rektor: Tesfayes felttog mod skærme kan skabe digitale gule veste
Socialrådgivere om SU-reform: Det er tosset at straffe dem, der vælger at skifte uddannelse, i en tid med højt præstationspres
