Mistro til målingerne er Papes sidste håb

Aktiviteten fra to midaldrende kvinder i grønne T-shirts afslører, at Taastrup Torv ikke kan være langt væk.

Musikanlæg, plakatstativer, europaller og sågar en popcornmaksine bakses forbi Kvickly og videre ned gennem butiksarkaden mod jernbanen. Helt ned i smørhullet mellem Profil Optik og 7 Eleven. Hvor man ikke kan undgå at passere, hvis man har taget toget til Taastrup og har et ærinde i bymidten.

Taastrup er en del af Høje Taastrup Kommune. En klassisk konservativ højborg, hvor Michael Ziegler siden 2006 har siddet på magten. Men i dag også skueplads for et af Søren Pape Poulsens sidste forsøg på at skrabe vælgere sammen.

Efter nogle minutter slutter kvinderne sig til en gruppe på i alt syv frivillige, som snart ifører sig orange trøjer af typen, der gør det muligt at skelne venner fra fjender til fodboldtræning. Parate til kamp er de. Mest for det lokale håb Merete Scheelsbeck, som har travlt med at snakke politik og rose forbipasserende babyer. Men også for Søren Pape Poulsen, som om føje tid viser sit evigt smilende ansigt.

Og fint skal det være, når formanden kommer forbi. En overtrækstrøje med Frank Hvam-kasket har netop sat Natasja på anlægget, da borgmester Michael Ziegler dukker op i sorte briller og hvid vindjakke med efternavnet tatoveret over højre bryst: Ziegler.

En af de sjældne konservative stjerner i en tid, hvor partiet bløder som aldrig før. Faktisk er det ikke mængden, men derimod længden af blødningen, der er partiets største problem. Fra rekordvalget i 1984 og frem til målingerne i juni 2015 er det med minimale afstikkere kun gået én vej. Mandag spår Altingets kvalitetsvægtede gennemsnit partiet en tilslutning på 3,5 procent: Lige akkurat ikke nok til, at Søren Pape Poulsen bliver valgt i Vestjylland.

I det perspektiv fremstår det absurd, at partiet ved kommunalvalget i 2013 gik frem til 41,2 procent af stemmerne i Høje Taastrup. Ziegler mener, at nøglen til succes er hans evne til at møde borgerne i øjenhøjde.

"Du kan finde mange mennesker, som mener meget om mig – positivt som negativt. Men du kan ikke finde ret mange, som synes, at jeg er højrøvet," siger han, mens Wafande forlader højtalerne.

Lillebrorsyndromet
Men Pape klandres heller ikke ligefrem for at være fin på den, så det må være andre steder, at man skal lede efter forskellen. Borgmesteren foreslår, at det kan have noget med partiets størrelse at gøre.

"Her i Høje Taastrup er vi det store brede borgerlige parti, og det giver os en position og en platform, som vi ikke har på Christiansborg. Og når man først er havnet i lillebrorrollen, er spillereglerne nogle helt andre," siger han.

"Vi skal fokusere på nogle få budskaber og så gentage dem igen og igen. Det nytter ikke noget at prøve at favne bredt. Forsvar, skat, bolig og kriminalitet er for mig at se de vigtigste emner, og så skal vi holde os til det."

Dermed ekkoer borgmesteren et af de kritikpunkter, der har været rejst af partiet på det seneste: Nemlig at man favner for bredt. Men hvad med nogle af de andre kritikpunkter? At man måske valgte den forkerte formand? Og at han selv skulle have slået til, da han fik buddet?

"Jeg kan ikke bekræfte, at jeg var i spil til formandsposten. Jeg tilkendegav ikke selv interesse og er ikke blevet spurgt. Der findes så mange konspirationsteorier. Der er også nogle, der mener, at det var USA’s regering, der fløj flyvemaskinerne ind i World Trade Center."

Det er altså lige så crazy, at du skulle have været i spil som konservativ formand, som at USA selv smadrede tårnene 11. september?

"Jeg kan bare sige, at jeg var førstehåndsvidne til, hvad der foregik omkring min egen person," siger han.

Papemobilen
Anyway. Michael Ziegler tror stadig på det. Han mærker en sjældent set kampgejst hos medlemmerne, og så er man jo vant til at blive dømt ude i målingerne. Bare se på kommunalvalget og valget til Europa-Parlamentet. Eller på, hvad der skete med de konservative kammerater ved valget i Storbritannien.

Tro på egne evner præger også eftermiddagens hovedattraktion. En sort Nissan Primastar med en forstørret fotostat af Søren Pape Poulsen på siden svinger ind på lastbilsparkeringspladsen foran Kvickly. Og som billedet ganske rigtigt antyder: Ud af Papemobilen, som den konservative kampagne har døbt deres minibus, træder formanden med opsmøgede hvide skjorteærmer.

Nu skal der gafles vælgere, men først skal der sludres en stund med Ziegler, som vugger en plakat af det unge håb Merete Scheelsbeck i armene. To unge fyre i orange trøjer forsøger at slippe af med deres flyers, men forgæves. Folk er enten for unge, har for travlt eller erklærer at stemme til anden side.

"Jeg er stadig meget optimistisk," siger Pape, da han bliver gjort opmærksom på, at en repræsentant fra pressen venter.

Han tror ikke på værdien af kvalitetsvægtede gennemsnit.

"Et institut har nok mest ret, og hvem må guderne vide,” siger han, da han præsenteres for de nyeste tal, som ikke spår ham valg til Folketinget.

"Udfordringen for os er, at selv om vi kun svinger halvanden procent i forhold til valgresultatet, så taler medierne os ned i et stort sort hul, mens partier, der står til at blive halveret, slet ikke får samme opmærksomhed," siger han med henvisning til Det Radikale Venstre.

Man så det ved de seneste valg, og man vil se det igen. De konservative tales ned under gulvbrædderne, men står alligevel tilbage som valgets overraskelse. Og tror man ikke på værdien af målinger, er det argument jo svært at tale imod.

Planlovsrevolutionen
Da Søren Pape Poulsen i september sidste år overtog formandsposten efter Lars Barfoed, erklærede han som noget af det første, at han ville trække sig, hvis ikke han opnåede valg til Folketinget. En frisk udmelding, der skulle vise vælgerne, at han ikke var i tvivl om, at han var den rette mand til at genrejse partiet. Men også en garanti, som er kommet til at forfølge ham, og som han af pressen konstant bliver bedt om at forholde sig til.

Og den første tid så det da også ud til, at det projekt skulle lykkes. Man lå i målinger til fremgang fra resultatet på 4,9 procent i 2011. En svag fremgang, men ikke desto mindre en fremgang, og det var alt, hvad man på den korte bane turde drømme om.

Pape gjorde fra starten en dyd ud af at positionere sig selv som fornuftens stemme. En simpel mand fra Viborg, som igen og igen forstyrres af teknokrater fra København, som ikke kan se andet formål i livet end at efterleve lovteksterne. "Mennesker først" lød sloganet, som skulle hjælpe partiet på vej. Og som blev fulgt op med groteske eksempler på planloven i aktion:

Der var ægteparret på Lolland, som ikke måtte plante to æbletræer i deres egen have. Der var en mand fra Middelfart, som havde fået forbud mod at anlægge en terrasse på husets nordlige side. Og der var babybutikken i Odense, som på grund af spidsfindigheder i planloven ikke måtte sælge sutteflasker.

Naziislamisme
Men så var det, som om kampagnen blev kvalt. Næste gang partiet dukkede op i vælgernes bevidsthed var, da alting pludselig skulle stoppes. Herunder naziislamismen, og det hele fik et komisk skær, hvilket også var årsagen til, at en række kræfter i partiet offentligt har taget afstand fra den nye linje. En kritik, som dog ikke lader til at gå formanden på.

"Det tager jeg meget roligt. Jeg har ikke brugt ét minut på at få den her post. Jeg er blevet ringet op og spurgt, om jeg ville, og så har jeg taget opgaven på mig. Det er partiet, der har bedt mig om at løse opgaven, og man vil altid opleve, at der er diskussion internt i et parti. Jeg ville ikke have det anderledes," siger han.

Målet for valget er stadig fremgang – uanset hvor spag den måtte blive. Pape har ikke fantasi til at forestille sig, at partiet ender på 3,5 procent af stemmerne. Men måske man må acceptere en nedgang fra otte til syv mandater.

"Lige nu er det vigtigste, at jeg skal vælges. Og så bruger vi de næste fire år på at bygge noget nyt op. Den store udfordring, som vi hele tiden har haft hængende over hovedet på os, var, at der kunne blive udskrevet valg hvert øjeblik. Det betød, at vi måtte tænke ekstremt kortsigtet, og derfor er det befriende, at valget nu endelig er kommet."

Men det er vel ikke så befriende, hvis ikke du bliver valgt ind. Hvad vil du så lave?

"Jeg skal nok finde på noget. Det er ikke noget, der fylder nu. Der er kun en vej, og det er at tro på det. Og hvad jeg så skal gøre, hvis ikke det lykkes, det må jeg tage til den tid. Mit liv går jo videre."

Formand?
Det må man også håbe, at det gør for Merete Scheelsbeck. Trods 10 års erfaring fra Høje Taastrup byråd er Merete kun 28 år gammel. Og har dermed tiden på sin side, skulle det ikke lykkes i denne omgang. Aktuelt står partiet til et enkelt mandat i Københavns Omegns Storkreds. Et mandat, der med al sandsynlighed går til Rasmus Jarlov, mens Merete Scheelsbeck må slås med folk som Mads Holger om et eventuelt ekstra mandat.

"Jeg møder mange vælgere, som beklager sig over, at vores profil ikke er skarp nok. Og som mener, at der er gået for megen personkamp i det. Mange forbinder os med gamle budskaber om Gud, konge og fædreland, men omsat til nutidspolitik er de i tvivl om, hvad vi står for," siger hun som forklaring på vælgernes flugt.

Hun vurderer truslen fra Liberal Alliance som den største. Og skal partiet genvinde fordums styrke, er det nødvendigt at vise, at man er erhvervslivets bedste ven.

"Vi har savnet en stærkt erhvervsmæssig profil. Forudsætningen for, at vi kan have en stærk velfærdsstat, er, at vi har et stærkt erhvervsliv. Og derfor er det ærgerligt, at valgkampen er kommet til at handle om længden på dagpengeperioden, og hvordan man hurtigst muligt genoptjener dem. Og ikke om hvordan vi skaffer arbejdspladser til landet."

Men nu er valgkampen snart slut. Og selv om de konservative i Høje Taastrup Kommune er tæt på at kunne mønstre absolut flertal, er der noget længere mellem stemmerne til de nationale valg. Man blev i 2011 således næsten halveret med en tilslutning på 6,4 procent. Og fortsætter den trend, er der ingen tvivl om, at partiet meget snart skal have ny formand. Igen.

Merete Scheelsbeck vil ikke give sit bud på, hvem der ville egne sig til at tage næste tørn. Måske Rasmus Jarlov? Eller Brian Mikkelsen? Og uanset hvem man spørger, er svaret det samme. Den tager vi efter valget. Men der er heller ikke så længe til.

red@altinget.dk