Mistillidsafstemning mandag: Flertal erklærer sig klar til at vælte den svenske regering

Stefan Löfvens regering står til at kunne blive væltet ved en afstemning om mistillid på mandag klokken 10. Det sker, fordi støttepartiet Vänsterpartiet er utilfreds med et forslag om at fjerne huslejeregulering på nybyggeri.

Den svenske regering bestående af Socialdemokratiet og Miljøpartiet står foran et muligt mistillidsvotum. På mandag klokken 10 vil Riksdagens medlemmer stemme om Löfven-regeringens fremtid.

Krisen for regeringen kommer, fordi regeringens hidtidige støtteparti, Vänsterpartiet, er stærkt utilfredse med, at regeringen vil sætte huslejen fri for nybyggeri, så der ikke er noget loft.

Lederen af Vänsterpartiet, Nooshi Dadgostar, sagde tirsdag, at regeringen fik en frist til klokken 11 torsdag til at droppe lovforslaget, ellers ville hun gøre alvor af sin trussel om at trække støtten til regeringen.

Pressemøde klokken 16
Da regeringen ikke har rettet sig efter truslen, meddelte Dadgostar torsdag formiddag, at hun ikke længere har tillid til regeringen.

Meldingen fik det nationalkonservative parti, Sverigedemokraterna, til at indlevere et konkret forslag om et mistillidsvotum til den såkaldte talsmand i Riksdagen, hvorefter Kristdemokraterne, Moderaterne og Vänsterpartiet i en spørgetime erklærede, at de vil stemme for at vælte regeringen.

Statsminister Stefan Löfven holder pressemøde senere i dag torsdag klokken 16.

 

Forrige artikel Sundhedsstyrelsen anbefaler at corona-vaccinere de 12-15-årige Sundhedsstyrelsen anbefaler at corona-vaccinere de 12-15-årige Næste artikel Ellemann og Carsten Nielsen giver hånd på mere samarbejde om erhvervspolitikken Ellemann og Carsten Nielsen giver hånd på mere samarbejde om erhvervspolitikken