Minister varsler opgør med Skats beføjelser

SKAT: Skatteminister Karsten Lauritzen vil gøre op med Skats beføjelser med en omfattende indsats, der skal forbedre skatteborgernes retssikkerhed.

Der skal være bedre retssikkerhed for danskerne på skatteområdet, mener skatteminister Karsten Lauritzen (V), som varsler et opgør med Skats beføjelser. Det skriver Jyllands-Posten. 

Derfor vil den nye skatteminister fremlægge en større pakke, der skal forbedre retssikkerheden, og som vil fokusere på danskernes rettigheder som skatteydere. Efter planen bliver den første del fremlagt snart, og til foråret vil regeringen komme med endnu et udspil.

"Mange af Skats beføjelser er meget gamle, og der må vi konstatere, at retssikkerheden ikke altid er fulgt med. Vores samfund har udviklet sig siden – både med globalisering og digitalisering og også retssikkerhedsmæssigt. Men der er simpelthen et efterslæb på skatteområdet," siger Karsten Lauritzen til avisen.

Skatteministeren peger på, at det er de grundlæggende rettigheder som for eksempel den private ejendomsret, der skal værnes om nu, og han efterlyser "mere ret og rimelighed" i systemet.

Den nye retssikkerhedspakke er udover at sikre borgerne retssikkerhed på skatteområdet også et forsøg på at genskabe tilliden til Skat.

 

 

Forrige artikel Nyvalgt LA'er: Dansk politik trænger til nye øjne Nyvalgt LA'er: Dansk politik trænger til nye øjne Næste artikel Jarlov stopper i Borger-repræsentationen Jarlov stopper i Borger-repræsentationen