Minister skal igen i samråd om kontanthjælpsloft

SAMRÅD: Enhedslisten har kaldt beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen i samråd om kontanthjælpsloftet.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) må endnu engang stå skoleret om regeringens kontanthjælpsloft.

Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Finn Sørensen har nemlig kaldt ministeren i samråd. Han kalder det for varm luft, at regeringen vil bruge 200 millioner kroner af satspuljen på gennemgå bunken af ledige, som har været på kontanthjælp i mange år, med den begrundelse, at de er for syge til at arbejde.

”Det hjælper kun, hvis han ændrer loven, så disse mennesker kan få førtidspension eller revalidering, og hvis kommunerne får flere midler til at finansiere det. Og det har han jo klart sagt, at han ikke vil,” siger Finn Sørensen og fortsætter:

”Jeg håber sandelig ikke, at de andre satspuljepartier hopper på den galej. Det er da utroligt groft at foreslå, at de fattige selv skal betale for et nyttesløst projekt. Først bliver de straffet med ringere regulering af deres overførselsindkomster, som skal finansiere skattelettelser til de rige. Så får de et kontanthjælpsloft ned i hovedet, og nu dette. Det er skamløst.”

Satspuljen har til formål at forbedre vilkårene for modtagere af overførselsindkomster og svage grupper i samfundet. I regeringens udspil til fordeling af den knap en milliard store satspulje for 2017 tegner beskæftigelsesområdet sig for 355 millioner kroner. 150 millioner skal ifølge Finansministeriets oplæg til forhandlingerne finansiere erstatning til PTSD-ramte krigsveteraner, mens de resterende 200 millioner kroner angiveligt skal anvendes til afklaring af kontanthjælpsmodtagere.

Satspuljepartierne består af alle Folketingets partier på nær Enhedslisten. Oppositionen har i forvejen været ude med riven og anklaget regeringen for at finansiere alt for mange af sine egne projekter over satspuljen.

Derfor vækker det også anstød hos blandt andre Socialdemokratiet, at regeringen vil finansiere en gennemgang af ledige på kontanthjælp, som er en del af aftalen om kontanthjælpsloftet.

"Vi er inderligt imod kontanthjælpsloftet, og vi mener, det er en helt forkert lovgivning, som de blå partier har fået vedtaget. Jeg kan godt forstå, at man ønsker at rydde lidt op i bunkerne, men det må simpelthen være dem, som er ansvarlige for det rod, som også sørger for at få ryddet op," siger Ane Halsboe-Jørgensen, som forhandler satspulje for Socialdemokratiet, til Altinget fredag.

Generelt mener oppositionen, at regeringen må rydde op for sine egne penge, og det kan man læse mere om her (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Regeringen vil have flere vindmøller i Østerild Regeringen vil have flere vindmøller i Østerild Næste artikel Erhvervsbosser skal styrke regeringens arbejde med cirkulær økonomi Erhvervsbosser skal styrke regeringens arbejde med cirkulær økonomi