Mindeord: SF-koryfæ Ebba Strange

SF's formand Annette Vilhelmsen skriver mindeord om medstifter af SF og mangeårigt medlem af Folketinget, Ebba Strange.

En af venstrefløjens og SF’s helt store personligheder, Ebba Strange, er i mandags gået bort. Ebba blev 83, men var frisk til det sidste og nåede også at tage aktivt del i den netop overståede formandsvalgkamp i SF. Ebba var aktiv i SF straks fra partiets start i 1959, hvor hun gik med over i partiet fra DKP. I SF var hun igennem mange år et aktivt medlem af hovedbestyrelsen og SF’s kvindegrupper. Hun blev folketingskandidat i Århus i 1972, og var senere medlem af Folketinget fra 1973 og frem til 1994. I Folketinget blev hun kendt for sit social- og retspolitiske virke. Ebba var formand for retsudvalget fra 1982 til 1984. Men hun blev måske allermest kendt for sit virke som Danmarks første kvindelige gruppeformand fra 1977 og helt frem til 1991. I den periode dannede hun et tæt makkerskab med SF’s daværende formand, Gert Petersen, og på et tidspunkt udnævnte en vittig journalist dem til ”sølvbrudeparret”. Endelig sad hun også i Folketingets præsidium fra 1979-82. Ebba har ikke bare haft stor betydning for SF’s parlamentariske arbejde, men også for SF’s organisatoriske og politiske udvikling. Ebba var sammen med Steen Gade med til at søsætte Livølejrerne tilbage i 1977, således at SF blev genrejst efter de store interne opgør, der var med de såkaldte ”larsenister” igennem 70’erne. Og da SF havde sin første rigtige storhedstid i slut-80’erne var Ebba sammen med Gert med til at rodfæste SF som andet end et storbyparti med partiforeninger rundt omkring i hele landet. Ebba løb aldrig fra sin sønderjyske baggrund, og da hun forlod Folketinget i 1994 blev hun et aktivt medlem af undervisningsministeriets udvalg for sydslesvigske anliggender (seks mandsudvalget). Ebba var født i Flensborg i 1929, og efter sin studentereksamen fra Tønder Statsskole blev hun pædagog og senere seminarielærer på det socialpædagogiske børnehaveseminarium i Århus og kursusleder ved Danmarks Lærerhøjskoles Århus-afdeling. Her virkede hun helt frem til 1985 og var samtidig et aktivt medlem af redaktionen for Gyldendals Bibliotek for Socialpædagoger og Socialarbejdere. Ebba var ikke bare pædagog af navn. Det var i høj grad Ebbas fortjeneste og hendes milde og myndige væsen, der gjorde at det var muligt at holde sammen på de mange nye medlemmer af SF’s folketingsgruppe gennem de 17 år hun var gruppeformand. For det var en udfordring! SF var et parti i vækst, så der kom mange nye utrænede parlamentarikere, som næsten alle på en eller anden måde var børn af ungdomsoprøret og den antiautoritære venstrefløj. Æret være hendes minde Ebba bisættes mandag 10. december kl. 11.30 fra Nordre Kapel, Kirkegårdsvej 26, Aarhus N.
Forrige artikel Ida Auken er gravid Næste artikel Peter Westermann går efter næstformandsposten i SF