Mimi Jakobsen-bog mangler politisk passion
ANMELDELSE: Mimi Jakobsens selvbiografi Vendepunkter er fortællingen om en hårdt kæmpet politisk karriere med en masse afsavn. Men som læser savner man fortællingen om passionen og de resultater, der gjorde det hele værd.
Af Anders Frandsen
Kommunikationsdirektør og forhenværende politisk rådgiver
”Jeg oplevede igen, at politik handler om mennesker,” skriver Mimi Jakobsen i erindringsbogen Vendepunkter om sit gode samarbejde med Socialdemokratiets daværende formand, Svend Auken.
Udsagnet er svært at være uenig i, og spørgsmålet er vel også nærmere, om det er tilstrækkeligt?
For selvfølgelig handler politik om mennesker, men det handler også om ideer, mål og ambitioner for et bedre samfund.
Hvis ikke disse elementer er til stede og formår at materialisere sig i ord og handlinger, så kan udsagnet lige så godt bruges som slogan hos et stort internationalt rekrutteringsbureau eller af pædagogen i den lokale børnehave.
Det sure og søde liv
Mimi Jakobsens erindringsbog tegner et ærligt portræt af et driftigt liv med mange udfordringer. Både søde og sure.
Ikke mindst en barndom, som var præget af faderen, Erhard Jakobsens, politiske driftighed og en tilsvarende distanceret og uforsonlig mor i kølvandet på afsløringen af hans utroskab.
Meget tyder på, at Mimi Jakobsen har fået en god portion af begge dele med hjemmefra.
På den ene side ses engagementet i et flot politisk generalieblad. Valgt til Folketinget som 28-årig, udpeget til tunge ministerposter under både Schlüter og Nyrup, Danmarks første kvindelige partileder og sidenhen generalsekretær i Red Barnet.
På den anden side efterlader bogen ikke et indtryk af, at hun har været synderligt tæt på nogen – hverken i politik eller andre relationer.
Ærlig på overfladen
Bogen leverer ærlighed på et meget stort overfladeareal, men man kommer ikke i dybden. Det gælder ikke mindst i forhold til det politiske, hvor passionen og engagementet, mærkesager, strategier, stridigheder og alliancer kun beskrives meget overfladisk.
Meget sigende er beskrivelsen af Centrum-Demokraternes rolle som tungen på vægtskålen i slutningen af firserne:
”Jeg var rykket op i den øverste politiske liga, hvor jeg havde afgørende indflydelse på magtens fordelingsnøgle. Vi var – sagt med en kliché – tungen på vægtskålen, og det var spændende. Det var også krævende, og tævene var hårde, men jeg følte, at jeg nu for alvor kunne gøre gavn.”
Her savner man rent ud sagt at få at vide, hvor CD og Mimi Jakobsen gerne ville gøre gavn. Hvad ville de med magten? Og lykkedes det?
Stærke præstationer uden ild
Ligeledes årene som kultur- og socialminister under Schlüter og industri- og erhvervsminister under Nyrup. Man efterlades ikke med et indtryk af hvilke sager, der var særligt vigtige, eller hvor der brændte en ild.
Ingen kan beskylde Mimi Jakobsen for at have sat sit garn i de smalle sunde. Hverken arbejdsmæssigt eller privat. At være periodevis eneforsørger, partiformand og minister er en fysisk præstation.
Anekdoten om hvordan hun til en hofmiddag nærmest bæres ind til bordet og efterfølgende parkeres i et afsides gemak, hvor en nobel prinsgemal alligevel får hende ekspederet gennem aftenen med værdigheden i behold, er interessant læsning, men man savner lidt fortællingen om hvilke resultater eller forpligtelser, der opvejede de mange afsavn.
NGO'ernes professionalisering
Det samme gør sig gældende i beskrivelsen af tiden i Red Barnet, hvor udviklingen går i en retning, Mimi Jakobsen ikke ønsker.
Hvor NGO’erne professionaliseres og styres af management-kultur, som fjerner det folkelige element og indignationen og medfører, at hun til sidst fyres fra organisationen.
Også her mangler man lidt perspektiv på, hvor Mimi Jakobsen selv satte sit aftryk.
Vendepunkterne styrede Mimi
Bogens titel er velvalgt, fordi det i højere grad synes at være vendepunkterne, der har styret Mimi Jakobsens liv, end det er hende, der har skabt dem. Eller som hun selv formulerer det flere steder, når livet har slået en ny kolbøtte: ”Videre, videre…”
Det er i sig selv en ærlig erkendelse, at vi i højere grad formes af tilværelsen end omvendt og et godt vidnesbyrd om, at man kan nå en del her i livet, hvis man gør sig umage og knokler.
Det kan muligvis tjene som inspiration for andre, der også gerne vil klemme mest muligt ud af tilværelsen, også selvom det ind i mellem sker for fulde sejl og uden ror - men nogen stor fortælling bliver det ikke.
Mimi Jakobsen: ”Vendepunkter”, Politikens Forlag. Er udkommet.
Kurt Strand: Mangelfuld Ejbøl-bog plages af selvmodsigelser
Ny Kristian Jensen-bog er optimistisk og visionær
